torsdag den 13. juli 2017

Hvorfor Menneskerettigheder?

Isi Foighel, tidligere dommer ved den Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg skriver i sin bog Kend din menneskeret (1):

"Anden verdenskrig, som netop var blevet afsluttet, havde vist en ondskab og en krænkelse af menneskers værdighed, der var uden sidestykke i verdenshistorien. Nu ville man genskabe respekten for det enkelte menneske. Man ville sikre hvert menneske nogle rettigheder, som alle - også regeringer, skal respektere" 

Den 10. december 1948 vedtog FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Foighel skriver, at det ikke var en let opgave at blive enige i FN for

"menneskerettigheder er jo ikke blot udtryk for human, etiske eller moralske værdier som alle kan være enige om og som det ikke skader at nævne ved festlige lejligheder.


Sådan er menneskerettighederne slet ikke.

Menneskerettigheder er udtryk for at magthaveres ret er blevet begrænset. Man kan ikke længere behandle sine borgere som man vil. For borgerne har nogle rettigheder som under alle omstændigheder skal respekteres. 

Kampen om menneskerettigheder er altså en alvorlig kamp, om hvem der skal have retten. 
Er det staten, der skal have magten til at bestemme alt? Eller skal det enkelte menneske have magt til at få sine rettigheder respekteret? (2 pp. 11-12)


Dette er grundlaget for menneskerettighederne. Forstår man denne magtkamp, skriver Foighel, forstår man også, hvorfor det kniber med menneskerettigheder i lande, der styres af magtfulde diktatorer.

Baggrund for Menneskerettighedskonventionerne

I de 9 år jeg boede i Belgien fra 1999-2008 har jeg mødt flere mennesker, der undslap Nazisternes udryddelseslejre under Anden Verdenskrig (2). Også nogle der mistede mange familiemedlemmer. Bl.a. min veninde af rumænsk herkomst, der mistede 68 familiemedlemmer i kz- og udryddelseslejren Auschwitz. 

En anden belgisk veninde fortalte om familiens flugt under tyskernes besættelse. Familien gemte sig i en lade ude på landet. Efter 3 dage vendte de tilbage til huset i Louvain, som Gestapo i mellemtiden havde annekteret. Fra sit advokatkontor i huset kunne faren indimellem høre skrig fra fanger, der blev torteret i kælderen. Trods Gestapos tilstedeværelse lykkedes det familien at skjule, at et af børnene, en lille dreng, var jøde. Drengens forældre var blevet deporteret til Auschwitz og kom aldrig tilbage. Barnet var statsløst, men da min venindes far havde alle barnets papirer, kunne man efter krigen fastsætte barnets identitet. Han blev først erklæret statsløs, og derefter fik han belgisk statsborgerskab. I dag er han fransk statsborger og bor i Frankrig.


En tredje ven, Simon, nåede at hoppe af den togtransport, der deporterede hans mor og ham til Auschwitz den 19. april 1943. Den 20. transport var den eneste af alle togtransporterne med deporterede jøder, der blev forsøgt standset under krigen for at befri de indespærrede. Den var særlig lang og bestod af kreaturvogne og ikke som tidligere af almindelige togvogne. 3 unge belgiske modstandsmænd fik stoppet toget, åbnede nogle af dørene, og 232 personer slap ud. Simons mor skubbede ham ud, mens toget kørte langsomt videre. Det lykkedes Simon at gemme sig om natten hos en ledvogter og dagen efter flygte tilbage til Bruxelles uden at blive opdaget. Han var 11 år.

Efter denne aktion blev dørene i togtransporterne fremover lukket hermetisk. Under flugten mødte Simon ingen fra toget. Han skjulte sig i Bruxelles hos en onkel, men klarede stort set sig selv. Faren måtte skjule sig på et loft, men Simon måtte ikke vide hvor af sikkerhedshensyn. Brevvekslingen mellem faren og sønnen viser farens lidelser over den manglende kontakt, og Simon levede i permanent angst for at blive opdaget af Gestapo. 4 gange måtte han skifte skjulested.

Simons mor blev sendt i gaskammer straks ved ankomsten til Auschwitz. Begge Simons forældre ligesom Simon selv var statsløse. 



Hans storesøster Ita (foto tv.) havde belgisk statsborgerskab og blev derfor deporteret senere. Ita var 18 år, og blev som moren udryddet i Auschwitz ved ankomsten.

Lige efter krigen døde også Simons far. Af sorg. 


Der skulle gå 50 år, inden Simon kunne fortælle om sine oplevelser.











De 3 ovennævnte eksempler er kun en meget lille brøkdel af de rædsler, som millioner af mennesker oplevede under Anden Verdenskrig. 

Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention


Europarådet er den ældste af de europæiske organisationer, der opstod efter Anden Verdenskrig. Den 5. maj 1949 underskrev 10 lande, heriblandt Danmark, den grundlæggende traktat i London. Året efter vedtog man Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, et enestående beskyttelsessystem, der i sidste ende gennem klage til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal sikre den enkelte borger i Europarådets medlemsstater mod, at hans eller hendes menneskerettigheder bliver krænket. (um.dk)

Danmark ligger som Norge i toppen, når det gælder respekt for menneskerettigheder. Men i de senere år har der lydt kritik i Danmark af 
Især DF, Venstre, Konservative, men også andre er irriterede over, at Danmark ikke frit kan deportere kriminelle udlændinge. En enkelt sag har vakt voldsom furore, fordi en kroatisk statsborger, der var fundet skyldig i ulovlig våbenbesiddelse samt trusler, blev frifundet for påstand om udvisning.

Ligesom i Storbritannien udspringer kritikken af menneskerettigheder, især af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, af få sager, der helt overskygger afgørelser i mange flere sager om krænkelser af menneskerettigheder i f.eks. Rusland og Tyrkiet.

Under samrådet i Udenrigsudvalget 10.2.2017 sagde justitsminister Søren Pape:

"Jeg har som justitsminister vanskeligt ved at forklare almindelige danskere, hvorfor hensynet til kriminelle udlændinges privatliv eller familieliv skal betyde, at vi ikke kan udvise dybt kriminelle fra Danmark.

- Jeg kan simpelthen ikke forklare det for mig selv. Det strider imod min retfærdighedsfølelse".
(3)


Men Danmark har udvist dybt kriminelle fra Danmark. Det glemmer ministeren at oplyse.

Justitsministeren og kritikerne i Danmark af EMRK OG EMRD glemmer også eller undlader at forklare, at når et land tilslutter sig en traktat eller konvention, frasiger landet sig en del af sin selvråderet: Staterne påtager sig fra nu af at behandle alle individer på sit landområde i tråd med de krav, der stilles i konventionerne, og staterne kan ikke længere handle på tværs af disse normer. Der bliver derved tale om international lov, der får virkning for enkeltmennesker i landet (4).


Danmarks kommende formandskab for Europarådets Ministerkomité


I forbindelse med det kommende danske formandskab for Europarådets Ministerkomité (november 2017 - maj 2018) står der i Regeringsgrundlaget november 2016 side 55-56 (min fremhævning) :

Konventioner

Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder. Regeringen ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Der er imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Regeringen vil afholde en international ekspertkonference om konventionen som led i det kommende danske formandskab for Europarådet.

For at få støtte til det danske ønske om at se kritisk på på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er den danske regering igang med en rundspørge i nogle lande.


Med rundspørgen "gøder" regeringen "jorden" if. justitsminister Søren Pape på Samrådet 10.2.2017. Men Pape kunne ikke gå i detaljer med rundspørgens indhold af strategiske grunde.


Embedsmænd fra Justitsministeriet har bl.a. været i Storbritannien, i Sverige og i Tyskland. Norge ser foreløbig ikke ud til at være officielt forespurgt om deres syn på sagen og har heller ikke givet noget formelt svar. Det danske initiativ er meget lidt konkret, og derfor har Norge ikke foreløbig fremført en position på det danske initiativ.

Tyskland og Sverige har afvist at støtte det danske ønske (Politiken 15.12.2016).

Ifølge dagbladet Information 10.2.2017 har udenrigsminister Margot Wallström forsikret den svenske rigsdag om, at den svenske regering ikke vil støtte de danske ambitioner. I januar skrev Wallström i et svar til Christina Höj Larsen fra Vänsterpartiet:

»Ved et eventuelt møde [med den danske regering, red.], vil jeg forsikre om, at regeringen har til hensigt fortsat at værne om den europæiske konventions unikke rettighedssystem for fremtiden.

I overenstemmelse hermed fremførte den svenske justitsminister Morgan Johansson på et ministermøde i Nordisk Ministerråd for lovsamarbejde (MR-LAG), at Sverige værner om Europakonventionssystemet. Sverige støtter det allerede påbegyndte reformarbejde i Europarådet. MR-LAG understregede vigtigheden af ​​et stærkt europæisk system for menneskerettighederne og behovet for at fortsætte reformprocessen for at sikre et bæredygtigt system for menneskerettighederne i fremtidens Europas. MR-LAG noterede, at Europakonventionen er et væsentligt aktiv for Europas demokratiske arkitektur, og alle ændringer af den skal betragtes med stor omhu. MR-LAG udtrykte samtidig støtte til det videre reformarbejde under det danske formandskab i Europarådets ministerkomité. (Min fremhævning).

Sverige støtter Europakonventionssystemet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og Sverige har en positiv holdning til at støtte det reformarbejde, der pt. allerede foregår i Europarådet. Derfor får Danmark næppe den svenske regerings støtte til at se kritisk på EMRK og EMRD.

- I det næste blogindlæg skal vi se på, hvad Venstre har sagt om konventioner.

Skrevet af Anne Albinus


Min hjemmeside om det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité nov. 2017-maj 2018


Links



1. Kend din menneskeret, Isi Foighel, Lindhardt & Ringhof, 1999

2. At sætte ord på fortiden er ubærligt, mit blogindlæg på religion.dk 27.1.2010

    TV: Regeringens reformarbejde af menneskerettigheder er i gang Altinget 10.2.2017

    3. Hva er menneskerettigheder, Njål Høstmælingen, Universitetsforlaget.no, 2. udgave, 2010

    4. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er barn af en tid, som i høj grad stadig slikkede sårene efter Anden Verdenskrig. Krigen, og især forbrydelserne begået af det nazistiske regime, viste, hvor sårbare menneskerettighederne er, hvis ikke verdenssamfundet påtager sig et ansvar.

    Tidligere var kontrollen med menneskerettighederne staternes egen sag. Erfaringerne fra krigen, og et i øvrigt forholdsvis lemfældigt forhold til menneskerettighederne, synliggjorde dog behovet for, at de blev et internationalt anliggende.
    (Institut for Menneskerettigheder)



    Redegørelsen kan findes her, og debatten om redegørelsen kan læses her.



    Ingen kommentarer:

    Send en kommentar