10 points que le gouvernement devrait clarifier avant qu'un centre d'expulsion dans un pays tiers ne devienne une réalité.

L'objectif du gouvernement danois est de pouvoir expulser les premiers demandeurs d'asile déboutés vers un centre d'expulsion situé en dehors de l'UE d'ici la fin de l'année 2027. Lors de la réunion du 4 septembre à Copenhague, les cinq pays – l'Allemagne, les Pays-Bas, l'Autriche, la Grèce et le Danemark – se sont mis d'accord sur des principes directeurs. Le modèle doit être en conformité "avec le droit de l'UE et nos obligations internationales", y compris et tout particulièrement les droits de l'homme.

Le directeur de Dignity et la secrétaire général de la DRC (Conseil danois pour les réfugiés) estiment aujourd'hui dans le journal Politiken que les pays de l'UE doivent naturellement pouvoir expulser les personnes sans titre de séjour légal. Cependant, ils considèrent que le gouvernement devrait s'abstenir de créer spécifiquement des centres d'expulsion dans des pays tiers, car ceux-ci comportent un risque sérieux de violation des droits de l'homme de l'individu.

Premièrement, il doit s’agir d’un pays qui est un État de droit, caractérisé par l'égalité devant la loi, la protection contre l'exercice arbitraire du pouvoir et les tribunaux doivent être indépendants. Les personnes transférées doivent avoir la garantie de bénéficier des droits de l'homme fondamentaux.

Deuxièmement, tout accord doit être juridiquement contraignant et contenir des garanties claires relatives aux droits de l'homme, afin que les personnes transférées soient traitées de manière humaine et ne soient pas exposées à des violations de leurs droits fondamentaux. En même temps, il doit être clairement établi qui est responsable des personnes concernées et quelles sont les conséquences d'un non-respect de ces obligations, tant pour le pays d'origine que pour le pays d'accueil.

Troisièmement, personne ne doit être transféré vers un pays tiers sans une évaluation individuelle. En principe, les demandeurs d'asile déboutés doivent être expulsés vers leur pays d'origine, où l'on peut présumer qu'ils ont de la famille et/ou un réseau. Les centres d'expulsion ne doivent jamais se substituer à de réelles tentatives de rapatriement digne. L'Agence danoise de l'immigration (Udlændingestyrelsen) doit prendre une décision indépendante concernant l'expulsion vers le pays en question, et cette décision doit pouvoir faire l'objet d'un recours devant la Commission de recours des réfugiés (Flygtningenævnet). L'individu doit en même temps avoir accès à une assistance juridique.

Quatrièmement, les personnes dont l'état de santé ou la situation globale rend injustifiable un séjour dans un centre d'expulsion ne doivent pas être transférées. Les enfants, les survivants de la torture et les personnes souffrant de graves troubles physiques ou mentaux ne doivent pas être transférés vers un centre d'expulsion.

Cinquièmement, l'utilisation de menottes, de camisoles de force et de toute autre forme de contrainte pendant l'expulsion elle-même doit, dans la mesure du possible, être évitée. Les personnes doivent être traitées avec dignité tout au long du processus.

Sixièmement, il convient de garantir à chacun des conditions de vie décentes pendant son séjour dans le centre d'expulsion. Il doit également y avoir un accès aux soins médicaux nécessaires et, en cas de besoin, à un traitement psychologique ou psychiatrique.

Septièmement, le recours à la force ne doit être autorisé dans le centre d'expulsion que si cela est nécessaire pour protéger la personne elle-même, autrui, ou pour maintenir la sécurité. Si une personne est privée de liberté dans le pays tiers, elle doit avoir la possibilité de faire réexaminer cette décision par un tribunal.

Huitièmement, les centres d'expulsion doivent être soumis à un contrôle indépendant. L'organisme de contrôle doit pouvoir effectuer des visites d'inspection sans préavis, avoir un accès libre aux personnes expulsées et pouvoir s'entretenir confidentiellement avec elles. Cela est nécessaire pour prévenir la torture et tout autre traitement inhumain.

Neuvièmement, le gouvernement doit veiller à ce que les personnes placées dans un centre d'expulsion puissent faire réexaminer leur dossier si de nouveaux éléments apparaissent dans leur pays d'origine ou dans leur situation personnelle, susceptibles d'avoir un impact sur leur besoin de protection. Il doit y avoir une garantie claire que personne ne sera renvoyé vers un pays où il risque d'être soumis à la torture ou à d'autres traitements inhumains.

Dixièmement, le gouvernement doit disposer d'un plan clair sur la marche à suivre si des abus sont commis au sein du centre, ou si la situation dans le pays d'accueil se détériore de manière si significative que la sécurité des personnes expulsées ne peut plus être garantie.

LE GOUVERNEMENT A PROMIS que les centres d'expulsion seraient établis dans le respect des droits de l'homme. Cela exige selon le directeur de Dignité et la Secrétaire Générale de la DRC, des garanties claires quant aux droits dont bénéficient les personnes expulsées, ainsi qu'un plan précis sur les mesures que prendra le Danemark si ces droits sont violés.

Traduction des 10 points par Anne Albinus

Sur Linkedin

Når menneskerettigheder viger for politisk spin i Berlingske

 

Austria, Denmark, Germany, Greece and the Netherlands should put in place strict human rights guardrails in their plans for ‘return hubs’

Man må gnide øjnene en ekstra gang, når man læser Berlingskes dækning af et interview 5.9.26 med Europarådets menneskerettighedskommissær, Michael O’Flaherty. Anledningen var, at 5 lande gruppen ledet af Danmark mødtes dagen før i København for at planlægge oprettelse af en prototype på et udrejsecenter, en såkaldt return hub uden for EU. Udrejsecentret skal huse afviste asylansøgere. Det lader til at blive i Uganda eller Rwanda. Udrejsecenterplanen har vakt voldsom kritik. Som "ubrugelig" og "urealistisk".

I en officiel henvendelse 16.7.26 til Danmark, Tyskland, Østrig, Holland og Grækenland havde kommissæren rejst en dyb og principiel bekymring over landenes planer om at outsource asylpolitikken. Danmark tøvede med at svare helt frem til den 13.8.26. 

O’Flahertys budskab er klart: Staterne bør etablere strenge menneskeretlige garantier for universelle rettigheder i udrejsecentrene.

Men i stedet for en nuanceret debat om international jura, valgte Berlingske omgående at trække i kamptøjet og igangsætte en politisk modoffensiv.

Den 5.9.26 publicerede Berlingske et interview med O’Flaherty, hvor han påpegede det problematiske i, at den danske deportationstankegang konstant pakkes ind i en retorik om kriminalitet. O’Flaherty advarer mod at skære alle migranter over én kam.

Men de juridiske advarsler fik ikke lov at stå alene. I en opfølgende artikel 11.9.26 gav Berlingske plads til nogle danske politikere, der fik lov at affeje kommissæren, at han var helt væk fra vinduet og ikke havde styr på fakta. Selvom Berlingske dækkede sig ind bag statistikker fra en topforsker, Lars Højsgaard Andersen fra Rockwool fonden, blev videnskaben reelt spændt for en vogn, der skulle flytte fokus væk fra substansen i menneskerettighedskommissærens kritik.

Michael O’Flaherty har ikke haft mulighed for at stille op til et nyt interview, skriver Berlingske, men han fastholder i et skriftligt svar, at det er »ubehjælpsomt« og »misvisende« at »rammesætte« debatten om hjemsendelser med forholdet mellem migration og kriminalitet:

»Selvom jeg ikke bestrider statistiske data, bestrider jeg på det kraftigste tilgangen. Hvis der findes statistiske sammenhænge mellem migration og kriminalitet i bestemte jurisdiktioner, puster det aktivt til fordomme og racisme at tilskrive disse tendenser national eller etnisk oprindelse,« skriver O’Flaherty og hævder uddybende:

»Eventuelle højere rater af registrerede lovovertrædelser i bestemte grupper forklares i overvældende grad af socioøkonomiske og demografiske realiteter.«

Det er efterhånden umuligt at overse Berlingskes uvilje mod menneskerettighedskonventioner. Hver gang internationale konventioner minder os om de juridiske grænser for nationalstatens stramninger, rammesætter avisen den som et eksternt, bureaukratisk benspænd mod sund dansk fornuft. Menneskeretlige beskyttelsesmekanismer reduceres i spalterne til et irriterende privilegium, der modarbejder virkeligheden.

Danmark bør lytte til Europarådets Menneskerettighedskommissær og diskutere, hvordan vi reelt sikrer de menneskeretlige garantier i udrejsecentre/return hubs i 3. lande uden for EU.

Skrevet af Anne Albinus

Bragt på Linkedin dd.

Kan kristendommen bane vejen for en toppost i EU?

Kan den rette religiøse retorik bane vejen til magtens absolutte tinde i Bruxelles? 

Det spørgsmål presser sig på, når man iagttager den danske statsminister Mette Frederiksen. Som erklæret ”kulturkristen” er hun i gang med et opsigtsvækkende strategisk skifte, hvor kristne værdier og retorik i stigende grad bruges som løftestang. Målet er klart: at sikre sig opbakning til en europæisk toppost – enten som formand for Europa-Kommissionen eller Det Europæiske Råd.

Frederiksen har brug for stemmer fra et flertal i Europa-Parlamentet. Her kigger hun mod den store centrum-højre-gruppe, EPP, der samler de europæiske kristendemokrater og konservative, samt mod det yderste højre. Kulisserne er sat, og lobbyarbejdet er nok i fuld gang under ledelse af hendes tidligere stabschef, som i dag er kabinetschef for den danske energikommissær.

En opsigtsvækkende alliance over midten

Det politiske mesterstykke – eller skrækscenarie, alt efter hvem man spørger – kom til udtryk i en fælles udtalelse fra Mette Frederiksen og Italiens højreorienterede premierminister, Giorgia Meloni. Udtalelsen har vakt enorm opsigt i Italien, netop fordi den slår bro over traditionelle politiske skel.

For Meloni og hendes parti, Fratelli d'Italia, er alliancen en strategisk triumf. For det italienske højre er det en kæmpe fordel at kunne fremvise en socialdemokratisk statsminister, der deler deres bekymring om, at ukontrolleret indvandring truer Europas værdier, kristne kulturarv og livsstil.

Kritik fra kirken og venstrefløjen

Men alliancen møder hård modstand. Den italienske venstrefløj anklager Meloni for at bruge ”kristne rødder” som et populistisk røgslør over en fejlslagen migrationspolitik. De påpeger det paradoksale i, at Italiens landbrug og erhvervsliv reelt fattes arbejdskraft, og at en rigid ”Fort Europa”-retorik skader landets økonomi.

Mere opsigtsvækkende er den voldsomme kritik fra katolske kredse. Pater Pierpaolo Loi skriver i La Pressenza bl.a. om retorikken i deres fælles brev_

Hele retorikken bygger på en kriminalisering af migranter og på de «negative konsekvenser af illegal immigration på vores samfund.

(...)

Disse påstande fremsættes som ubestridelige sandheder, men i det mindste for Italiens vedkommende modsiges de af undersøgelser og statistikker om kriminalitetsudviklingen i et land, der i forvejen er førende inden for organiseret kriminalitet (såsom mafiaen, 'ndranghetaen og camorraen). Desuden tager det ”stigende pres på de offentlige tjenester” ikke højde for, hvor meget immigrationen har bidraget til at holde skoler åbne, byggepladser aktive samt marker og landbrugsprodukter i sving, som vi finder i supermarkederne. Udhulningen af borgernes tillid skyldes i højere grad opfattelsen skabt af en xenofobisk og islamofobisk fortælling, som spredes af højrefløjens medier ved enhver given lejlighed, end det skyldes den faktiske virkelighed.

Loi skrive også, at det er dybt uretfærdigt at bruge kristendommen som et politisk varemærke til at fremme dehumaniserende ideologier og afvisning af nødstedte.

Netavisen Fanpage.it hæfter sig særligt ved, at erklæringens krav om respekt for europæiske værdier ikke kun gælder ulovlige migranter, men også de millioner af udenlandske statsborgere, der bor lovligt i Europa. Mediet tolker dette som et markant og direkte signal mod udlændinge generelt.

Artiklen fra HuffPost Italia belyser, hvordan Giorgia Meloni og Mette Frederiksen rejser en migrantalarm på sociale medier, selvom data fra Frontex og det italienske indenrigsministerium viser et markant fald i ulovlige ankomster.

Joakim Skovgaard Den Barmhjertige Samaritan 1917 SMK

Frustration i Frederiksens egne rækker

Frederiksens flirt med højrefløjens værdipolitik skaber også dyb splid i hendes egen europæiske partifamilie. Hos de italienske socialdemokrater (PD) opleves den danske statsministers ageren som stærkt pinlig. Aviser som Il Post rapporterer, at Frederiksens holdninger har skabt forlegenhed og irritation i den europæiske centrum-venstre-fløj gruppe i Europa Parlamentet, S&D, som dog indtil videre har afholdt sig fra at irettesætte hende offentligt, også fordi der ikke er en entydig holdning blandt de forskellige partier.

Spørgsmålet efterlades åbent: Hvis det lykkes den danske statsminister at omsætte den kulturkristne retorik til en europæisk toppost, hvilken kurs vil hun så sætte for Europa? Vil hun, i forsøget på at beskytte den europæiske kristne kulturarv, ende med at bygge mure omkring EU, der er så høje, at de kan nå Himlen?

Skrevet af Anne Albinus

Ligeværdigt partnerskab eller postkolonial tankegods?

Danmark praler med at være frontløber på asylområdet. Men når regeringen forsøger at eksportere afviste asylansøgere til afrikanske lande, klinger ordene om ”ligeværdige partnerskaber” hult.

Den 4. september mødes udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov med sine europæiske ministerkollegaer i den såkaldte femlandegruppe. Formålet er klart: At drøfte etableringen af udrejsecentre uden for EU – de såkaldte return hubs.

I ministeriets officielle pressemeddelelse fejres Danmarks rolle som en "frontløber" i ambitionen om et grundlæggende opgør med det nuværende asylsystem. Men spørgsmålet er, hvor stolte vi reelt kan være af den førte politik.

Fra asylbehandling til "Return Hubs"

Tidligere handlede den danske model om at flytte selve asylbehandlingen til lande som Rwanda – et projekt, som mødte massiv international modstand og hård kritik. Nu har strategien skiftet navn og form. Nu gælder det udrejsecentre for afviste asylansøgere.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i samme ombæring, at målet er at styrke samarbejdet med tredjelande gennem "et ligeværdigt partnerskab". Men kan et partnerskab nogensinde være ligeværdigt, når det reelt handler om, at rige europæiske lande betaler mindre bemidlede nationer for at overtage vores logistiske og humanitære udfordringer?

 "Hvilken verden lever vi i?"

Svaret fra de berørte regioner er ikke til at tage fejl af. Den Afrikanske Union (AU) har – i en officiel pressemeddelelse, efter den danske Rwanda-lov blev vedtaget i juli 2021 – reageret med dyb bekymring og vrede over europæiske forsøg på at eksternalisere asylprocedurer. AU opfatter det direkte som en "xenofobisk" handling og en uacceptabel forlængelse af de europæiske landes grænser og kontrol helt ind på de afrikanske kyster.

Det er en skarp kontrast til virkeligheden: Afrikanske lande løfter i forvejen en enorm humanitær opgave ved at huse tæt på 85 procent af verdens flygtninge, mens de rige, udviklede lande kun tager sig af omkring 15 procent.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron har ligeledes sat direkte spørgsmålstegn ved troværdigheden i at tilbyde afrikanske lande investeringer, der reelt er øremærket til at bygge europæiske modtagecentre på deres kontinent. Som Macron tørt konstaterede 19.juni efter mødet i Bruxelles: "Hvilken verden lever vi i?"

Rwanda har problemer nok i forvejen

Retorikken om ligeværdighed overser fuldstændig de lokale realiteter i de lande, man ønsker at lave aftaler med. Tag Rwanda som eksempel. Det er et land på størrelse med Jylland, men med en enorm befolkningstæthed og en række interne socioøkonomiske udfordringer, der i forvejen presser landet til det yderste.

Som en rwandisk borger allerede formulerede det over for mig i 2021, efter Rwanda loven blev vedtaget :

”Vi har problemer nok i forvejen.”

Når Danmark og EU presser på for at eksportere afviste migranter til lande, der i forvejen kæmper med egne kriser, ligner det ikke et partnerskab. Det ligner et ekko af historisk, postkolonialt tankegods, hvor europæiske stormagter udnytter asymmetriske magtforhold til at flytte deres egne problemer uden for egne grænser.

Hvis regeringen oprigtigt ønsker ligeværdige relationer med det afrikanske kontinent, må vi starte med at lytte til deres protester i stedet for enerådigt at diktere, hvor Europas grænser skal gå.

Skrevet af Anne Albinus

Links

I lederartiklen i den belgiske avis Le Soir « Migration : les “hubs de retour”, hubs de la honte ? » 3. juni 2026 kritiserer Béatrice Delvaux Den Europæiske Unions beslutning om at outsource udvisningen af afviste migranter til tredjelande. Det etiske skred risikerer at underminere EU's grundlæggende menneskerettighedsværdier, idet Europa derved fralægger sig sit humanitære ansvar.

August 2025 Moving borders with history: new ways of thinking about border externalisation - Statewatch 

Februar 2022 Operation Red Meat Rwanda and Ghana Offshore processing - Migration Control