Kan den rette religiøse retorik bane vejen til magtens absolutte tinde i Bruxelles?
Det spørgsmål presser sig på, når man iagttager den danske statsminister Mette Frederiksen. Som erklæret ”kulturkristen” er hun i gang med et opsigtsvækkende strategisk skifte, hvor kristne værdier og retorik i stigende grad bruges som løftestang. Målet er klart: at sikre sig opbakning til en europæisk toppost – enten som formand for Europa-Kommissionen eller Det Europæiske Råd.
Frederiksen har brug for stemmer fra et flertal i Europa-Parlamentet. Her kigger hun mod den store centrum-højre-gruppe, EPP, der samler de europæiske kristendemokrater og konservative, samt mod det yderste højre. Kulisserne er sat, og lobbyarbejdet er nok i fuld gang under ledelse af hendes tidligere stabschef, som i dag er kabinetschef for den danske energikommissær.
En opsigtsvækkende alliance over midten
Det politiske mesterstykke – eller skrækscenarie, alt efter hvem man spørger – kom til udtryk i en fælles udtalelse fra Mette Frederiksen og Italiens højreorienterede premierminister, Giorgia Meloni. Udtalelsen har vakt enorm opsigt i Italien, netop fordi den slår bro over traditionelle politiske skel.
For Meloni og hendes parti, Fratelli d'Italia, er alliancen en strategisk triumf. For det italienske højre er det en kæmpe fordel at kunne fremvise en socialdemokratisk statsminister, der deler deres bekymring om, at ukontrolleret indvandring truer Europas værdier, kristne kulturarv og livsstil.
Kritik fra kirken og venstrefløjen
Men alliancen møder hård modstand. Den italienske venstrefløj anklager Meloni for at bruge ”kristne rødder” som et populistisk røgslør over en fejlslagen migrationspolitik. De påpeger det paradoksale i, at Italiens landbrug og erhvervsliv reelt fattes arbejdskraft, og at en rigid ”Fort Europa”-retorik skader landets økonomi.
Mere opsigtsvækkende er den voldsomme kritik fra katolske kredse. Pater Pierpaolo Loi skriver i La Pressenza bl.a. om retorikken i deres fælles brev_
Hele retorikken bygger på en kriminalisering af migranter og på de «negative konsekvenser af illegal immigration på vores samfund.
(...)
Disse påstande fremsættes som ubestridelige sandheder, men i det mindste for Italiens vedkommende modsiges de af undersøgelser og statistikker om kriminalitetsudviklingen i et land, der i forvejen er førende inden for organiseret kriminalitet (såsom mafiaen, 'ndranghetaen og camorraen). Desuden tager det ”stigende pres på de offentlige tjenester” ikke højde for, hvor meget immigrationen har bidraget til at holde skoler åbne, byggepladser aktive samt marker og landbrugsprodukter i sving, som vi finder i supermarkederne. Udhulningen af borgernes tillid skyldes i højere grad opfattelsen skabt af en xenofobisk og islamofobisk fortælling, som spredes af højrefløjens medier ved enhver given lejlighed, end det skyldes den faktiske virkelighed.
Loi skrive også, at det er dybt uretfærdigt at bruge kristendommen som et politisk varemærke til at fremme dehumaniserende ideologier og afvisning af nødstedte.
Netavisen Fanpage.it hæfter sig særligt ved, at erklæringens krav om respekt for europæiske værdier ikke kun gælder ulovlige migranter, men også de millioner af udenlandske statsborgere, der bor lovligt i Europa. Mediet tolker dette som et markant og direkte signal mod udlændinge generelt.
Artiklen fra HuffPost Italia belyser, hvordan Giorgia Meloni og Mette Frederiksen rejser en migrantalarm på sociale medier, selvom data fra Frontex og det italienske indenrigsministerium viser et markant fald i ulovlige ankomster.
Joakim Skovgaard Den Barmhjertige Samaritan 1917 SMK
Frustration i Frederiksens egne rækker
Frederiksens flirt med højrefløjens værdipolitik skaber også dyb splid i hendes egen europæiske partifamilie. Hos de italienske socialdemokrater (PD) opleves den danske statsministers ageren som stærkt pinlig. Aviser som Il Post rapporterer, at Frederiksens holdninger har skabt forlegenhed og irritation i den europæiske centrum-venstre-fløj gruppe i Europa Parlamentet, S&D, som dog indtil videre har afholdt sig fra at irettesætte hende offentligt, også fordi der ikke er en entydig holdning blandt de forskellige partier.
Spørgsmålet efterlades åbent: Hvis det lykkes den danske statsminister at omsætte den kulturkristne retorik til en europæisk toppost, hvilken kurs vil hun så sætte for Europa? Vil hun, i forsøget på at beskytte den europæiske kristne kulturarv, ende med at bygge mure omkring EU, der er så høje, at de kan nå Himlen?
