Statsminister Mette Frederiksen har længe haft en ambition om at flytte ansvaret for mennesker på flugt væk fra Danmark. Først kom Rwanda-planen, hvor asylansøgere, der nåede den danske grænse, skulle sendes til asylbehandling i et tredjeland med et stærkt problematisk menneskerettighedsry. Den plan er foreløbig lagt på hylden.
Nu er fokus rettet mod de såkaldte return hubs – udrejsecentre i tredjelande, hvor afviste asylansøgere kan opholde sig, mens deres udsendelse forberedes eller afventes. Kun uledsagede mindreårige er undtaget. Familier med børn omfattes af ordningen.
Danmark er blandt de lande, der aktivt arbejder for modellen sammen med blandt andre Tyskland, Holland, Østrig, Italien og Grækenland. Flere afrikanske lande – herunder Ethiopien – er blevet nævnt som mulige værtslande.
Der befinder sig i dag omkring 330 personer i udsendelsesposition i Danmark – et relativt beskedent antal. Alligevel ser regeringen de nye EU-regler som en mulighed for at etablere udrejsecentre uden for Europas grænser. Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov er netop rejst til Italien i dag og i morgen Tyskland for at drøfte med sine ministerkolleger, hvordan reglerne hurtigt kan omsættes til praksis. I Rom skal han desuden mødes med FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.
Netop nu, hvor regeringen arbejder for at gøre idéen til virkelighed, bør den også lytte til den mest centrale internationale stemme på området.
FN's Flygtningehøjkommissariat har rettet en usædvanlig skarp kritik mod ordningen. Organisationen advarer om, at udrejsecentre i tredjelande kan føre til vilkårlig frihedsberøvelse, svækket retssikkerhed og utilstrækkelig beskyttelse af mennesker på flugt. Særligt børn og familier vurderes at være i betydelig risiko.
Det er ikke en teknisk indvending. Det er en principiel advarsel fra den FN-organisation, der har det internationale ansvar for beskyttelsen af verdens flygtninge.
Regeringen fremstiller return hubs som en nødvendig løsning på et europæisk problem. Men spørgsmålet er, om løsningen i virkeligheden blot flytter problemet længere væk – geografisk, juridisk og politisk.
Når mennesker placeres i lejre uden for EU, bliver de samtidig mindre synlige for offentligheden, medierne og domstolene. Risikoen er, at deres rettigheder bliver vanskeligere at håndhæve, netop fordi kontrollen bliver svagere.
Det kan være politisk bekvemt. Men det fritager ikke Danmark eller EU for deres ansvar.
Samtidig er det langt fra alle europæiske lande, der deler den danske linje. Mette Frederiksen har samlet 18 lande bag et brev til EU om en mere offensiv migrationspolitik. Men blandt andre Frankrig, Spanien og Luxembourg står udenfor.
Den franske præsident Emmanuel Macron har været usædvanlig direkte i sin kritik. Han kalder modellen urealistisk og advarer om, at Europa risikerer at undergrave sin egen troværdighed – ikke mindst over for afrikanske samarbejdslande.
"Jeg har aldrig set et returcenter i et tredjeland fungere. Jeg er ikke sikker på, at det er vores Europa."
Det er en kritik, der rækker langt ud over migrationspolitikken. Den handler om EUs værdier og om vores forhold til resten af verden.
Også eksperter og menneskerettighedsorganisationer stiller alvorlige spørgsmål. DIGNITY har efterlyst en konkret redegørelse for, hvordan regeringen vil sikre, at menneskerettighederne faktisk overholdes i udrejsecentre uden for EU. Det er ikke nok at erklære, at rettighederne vil blive respekteret. Regeringen må vise, hvordan det skal ske – og hvordan Danmark og EU vil føre effektiv kontrol med forholdene.
Indtil videre mangler de svar.
Flere eksperter har desuden betegnet den nye EU-model som både "urealistisk" og "ubrugelig". Hvis det er vurderingen allerede på tegnebrættet, bør regeringen forklare, hvorfor Danmark vælger at gå forrest.
Debatten om return hubs handler derfor om langt mere end migration. Den handler om, hvorvidt EU vil løse et politisk problem ved at flytte mennesker væk fra vores egen retskreds, eller om vi fortsat vil insistere på, at ansvar og retssikkerhed følges ad.
Det er forståeligt, at regeringen ønsker et mere effektivt retursystem. Men effektivitet kan ikke stå alene. Hvis løsningen indebærer, at mennesker placeres i lande med svagere retssikkerhed, begrænset demokratisk kontrol og ringere adgang til domstole, risikerer vi at udhule de værdier, som Danmark og EU bygger på.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan vi sender mennesker ud af EU.
Spørgsmålet er også, hvilket EU vi ønsker at sende dem ud fra.
Skrevet af Anne Albinus
