Sidevisninger i alt

søndag den 15. november 2026

Åbent brev til statsminister Mette Frederiksen: Et udrejsecenter i Rwanda er ikke respekt for Afrika

Kære statsminister Mette Frederiksen
I morgen, mandag den 16. november, samles Danmark og fire andre europæiske lande til migrationskonference i Wien for at løfte sløret for en længe ventet aftale: etableringen af et udrejsecenter for afviste asylansøgere i Rwanda. For dig er det kulminationen på en årelang politisk drøm og en mærkesag, du har kæmpet indædt for. Men for mig – og for det syn på verden, jeg har viet mit arbejdsliv til – føles morgendagens lancering som et dybt tilbageskridt.
Gennem mange år har jeg undervist i frankofon litteratur samt samfunds- og kulturforhold i afrikanske lande. Jeg har brugt mange timer i klasselokalet på at nedbryde fordomme og lære unge danskere at møde det afrikanske kontinent med nysgerrighed, ligeværd og dyb respekt. Jeg har undervist dem i, at afrikanske nationer er selvstændige aktører med stolte kulturer, komplekse historier og en fremtid, vi skal samarbejde med på lige fod – ikke en baggård, vi blot kan disponere over efter forgodtbefindende.
Når Danmark nu er med til at bruge Rwanda som et udrejsecenter for de mennesker, vi ikke selv vil have inden for vores grænser, river det tæppet væk under netop den respekt.
Selv den franske præsident, Emmanuel Macron – der om nogen repræsenterer en nation med en tung og smertefuld kolonihistorie i Afrika, og som i årevis har forsøgt at genopbygge tilliden til kontinentet – har advaret mod denne form for udlicitering af Europas asylansvar og kaldt det en degradering af vores forhold til Afrika. Når man reducerer et afrikansk land til en modtagestation for Europas uønskede, sender man et umiskendeligt signal om uligeværd. Det er en moderne form for transaktionspolitik, hvor økonomisk formåen i Nord køber sig til ansvarsfraskrivelse i Syd.
Det gør mig oprigtigt skamfuld som dansker, og jeg er dybt sorgfuld på Afrikas vegne. Vi taler så ofte om behovet for ligeværdige partnerskaber med det globale Syd, om grøn omstilling, handel og fremtidigt samarbejde. Men hvordan skal afrikanske borgere og ledere tro på vores oprigtighed, når vores mest profilerede udenrigspolitiske projekt på kontinentet handler om at deportere mennesker væk fra Europa?
Sådanne partnerskaber bygger ikke bro. De cementerer en skæv verdensorden, og de har intet med respekt for Afrika at gøre.

Med venlig hilsen 

Anne Albinus

pensioneret gymnasielærer i fransk

En français

In English 

Links

Jeg har gennem flere år skrevet til statsministeriets pressetjeneste om Afrikas holdning til hotspots. 

Sikkerhedskonference i Rabat 19.6.2018: skepsis fra de fleste afrikanske lande mht ‘hot spots


Algeriet siger nej:




Marokko siger nej:

Jamais le Maroc n'installera un camp


Da Rwanda loven blev vedtaget i sommeren 2021, fordømte den Afrikanske Union loven i en pressemeddelelse: https://au.int/en/pressreleases/20210802/press-statement-denmarks-alien-act-provision-externalize-asylum-procedures

October 2026 JOINT STATEMENT OF THE AFRICA COALITION AGAINST EXTERNALIZATION (ACE) AT THE 89TH ORDINARY SESSION OF THE AFRICAN COMMISSION ON HUMAN & PEOPLES’ RIGHTS

Open Letter to Prime Minister Mette Frederiksen: A Return Hub in Rwanda Is Not Respect for Africa


Dear Prime Minister Mette Frederiksen,
Tomorrow, Monday, November 16, Denmark and four other European countries will gather at a migration conference in Vienna where Denmark and four other countries will unveil a long-awaited agreement: the establishment of a return hub for rejected asylum seekers in Rwanda. For you, this is the culmination of a years-long political dream and a signature issue you have fought relentlessly for. Yet for me—and for the worldview to which I have dedicated my working life—tomorrow’s launch feels like a profound step backward.
For many years, I have taught Francophone literature as well as social and cultural affairs in African countries. I have spent many hours in the classroom breaking down prejudices and teaching young Danes to approach the African continent with curiosity, equality, and deep respect. I have taught them that African nations are sovereign actors with proud cultures, complex histories, and a future we must collaborate with on equal terms—not a backyard we can simply dispose of at our own discretion.
When Denmark now participates in using Rwanda as a return hub for the people we do not want within our own borders, it pulls the rug out from under that very respect.
Even French President Emmanuel Macron—who, more than anyone, represents a nation with a heavy and painful colonial history in Africa, and who has spent years trying to rebuild trust with the continent—has warned against this kind of outsourcing of Europe’s asylum responsibility, calling it a degradation of our relationship with Africa. When you reduce an African country to a reception center for Europe’s unwanted, you send an unmistakable signal of inequality. It is a modern form of transactional politics, where economic clout in the North buys its way out of responsibility in the South.
It makes me genuinely ashamed as a Dane, and I am deeply saddened on behalf of Africa. We speak so often of the need for equal partnerships with the Global South, of green transition, trade, and future cooperation. Yet how are African citizens and leaders supposed to believe in our sincerity when our most high-profile foreign policy project on the continent is about deporting people away from Europe?
Such partnerships do not build bridges. They cement an unequal world order, and they have nothing to do with respect for Africa.
Sincerely,
Links
For several years, I have written to the Prime Minister’s Office press service regarding Africa’s stance on hotspots.
Security conference in Rabat, June 19, 2018: Skepticism from most African countries regarding "hotspots":
https://www.letemps.ch/monde/migrants-hotspots-dont-lafrique-ne-veut
Algeria says no:
http://www.algerieinfos-saoudi.com/2018/06/apres-la-tunisie-l-algerie-refus-d-abriter-des-centres-de-tri-des-migrants-vers-l-europe.html
Morocco says no:
Jamais le Maroc n'installera un camp

https://mobile.ledesk.ma/2018/06/28/le-maroc-refuse-des-centres-daccueil-europeens-sur-son-sol/
When the Rwanda law was passed in the summer of 2021, the African Union condemned the law in a press release:
https://au.int/en/pressreleases/20210802/press-statement-denmarks-alien-act-provision-externalize-asylum-procedures
October 2026: Joint Statement of the Africa Coalition Against Externalization (ACE) at the 89th Ordinary Session of the African Commission on Human & Peoples’ Rights:
https://www.global-council.org/blog-and-news/blog/joint-statement-of-the-africa-coalition-against-externalization-ace-at-the-89-th-ordinary-session-of-the-african-commission-on-human-and-peoples-rights

Lettre ouverte à la Première ministre Mette Frederiksen : Un centre de retour au Rwanda n'est pas une marque de respect envers l'Afrique

Madame la Première ministre Mette Frederiksen,

Demain, lundi 16 novembre, le Danemark et quatre autres pays européens se réuniront à Vienne lors d'une conférence sur les migrations afin de dévoiler un accord longuement attendu : la création d'un centre de retour au Rwanda pour les demandeurs d'asile déboutés. Pour vous, c'est l'aboutissement d'un rêve politique de longue date et un combat emblématique que vous avez mené avec acharnement. Mais pour moi – et pour la vision du monde à laquelle j'ai consacré ma vie professionnelle – le lancement de demain sonne comme un profond recul.
Pendant de nombreuses années, j'ai enseigné la littérature francophone ainsi que les réalités sociales et culturelles des pays africains. J'ai passé des heures en salle de classe à déconstruire les préjugés et à apprendre aux jeunes Danois à aborder le continent africain avec curiosité, sur un pied d'égalité et avec un profond respect. Je leur ai enseigné que les nations africaines sont des acteurs souverains, dotés de cultures fières, d'histoires complexes et d'un avenir avec lequel nous devons coopérer d'égal à égal – et non une arrière-cour dont nous pouvons disposer à notre guise.
En participant aujourd'hui à faire du Rwanda un contre de retour pour les personnes dont nous ne voulons pas à l'intérieur de nos frontières, le Danemark sape précisément ce respect.
Même le président français, Emmanuel Macron – qui incarne pourtant une nation marquée par un passé colonial lourd et douloureux en Afrique, et qui s'efforce depuis des années de rebâtir la confiance avec le continent – a mis en garde contre cette externalisation de la responsabilité européenne en matière d'asile, la qualifiant de dégradation de notre relation avec l'Afrique. Réduire un pays africain à un centre de retour pour les indésirables de l'Europe envoie un signal sans équivoque d'inégalité. C'est une forme moderne de politique transactionnelle, où la puissance financière du Nord s'achète le droit de se décharger de ses responsabilités sur le Sud.
En tant que citoyenne danoise, j'éprouve une véritable honte, et je suis profondément attristée pour l'Afrique. Nous évoquons si souvent la nécessité de partenariats équitables avec le Sud global, de transition écologique, de commerce et de coopération future. Mais comment les citoyens et les dirigeants africains pourraient-ils croire en notre sincérité, lorsque notre projet de politique étrangère le plus médiatisé sur le continent consiste à expulser des êtres humains loin de l'Europe ?
De tels partenariats ne jettent pas de ponts. Ils cimentent un ordre mondial déséquilibré et n'ont rien à voir avec le respect de l'Afrique.
Veuillez agréer, Madame la Première ministre, l'expression de ma haute considération,
professeure de français à la retraite

Liens

Depuis plusieurs années, j'écris au service de presse du cabinet du Premier ministre au sujet de la position de l'Afrique concernant les « hotspots »

  • Conférence sur la sécurité à Rabat, le 19 juin 2018 : scepticisme de la part de la plupart des pays africains vis-à-vis des « hotspots »
    https://www.letemps.ch/monde/migrants-hotspots-dont-lafrique-ne-veut
  • L'Algérie dit non :
    http://www.algerieinfos-saoudi.com/2018/06/apres-la-tunisie-l-algerie-refus-d-abriter-des-centres-de-tri-des-migrants-vers-l-europe.html
  • Le Maroc dit non : 
  • Jamais le Maroc n'installera un camp http://fr.le360.ma/politique/mezouar-jamais-le-maroc-ninstallera-un-camp
  • https://mobile.ledesk.ma/2018/06/28/le-maroc-refuse-des-centres-daccueil-europeens-sur-son-sol/
  • Lors de l'adoption de la loi « Rwanda » à l'été 2021, l'Union africaine a condamné cette loi dans un communiqué de presse 
    https://au.int/en/pressreleases/20210802/press-statement-denmarks-alien-act-provision-externalize-asylum-procedures
  • OCTOBRE 2026 Joint Statement of the Africa Coalition Against Externalization (ACE) at the 89th Ordinary Session of the African Commission on Human & Peoples’ Rights https://www.global-council.org/blog-and-news/blog/joint-statement-of-the-africa-coalition-against-externalization-ace-at-the-89-th-ordinary-session-of-the-african-commission-on-human-and-peoples-rights

tirsdag den 20. oktober 2026

Rwanda baggård for afviste asylansøgere fra bl.a. Danmark?



 


Snart løftes sløret for, om Rwanda bliver baggård for udvisninger fra EU af afviste asylansøgere. Det sker på en migrationskonference i Wien 16. - 17.11.26


I 2027 udvises i første omgang i et pilotprojekt ca. 20 afviste asylansøgere fra hvert af landene i den danskledede 5 Gruppe lande for Return Hubs/udrejsecentre i 3. land uden for EU.


Dignity og Dansk Flygtningehjælp har i Politiken offentliggjort ti punkter regeringen bør afklare inden et udrejsecenter bliver til virkelighed. Jeg har oversat punkterne til fransk.

Adiac Congo skriver 20.10.26

"At eksternalisere en udvisning betyder ikke, at man eksternaliserer de juridiske forpligtelser. Non-refoulement-princippet forbyder at sende en person tilbage til et territorium, hvor denne risikerer forfølgelse, tortur eller forbudt behandling. Formelle garantier vil ikke være tilstrækkelige uden tilgængelige klagemuligheder, uafhængig kontrol og gennemsigtighed omkring modtagelsesforholdene. For de afrikanske regeringer skal den røde linje være klar: Ingen aftale bør indgås uden en klar definition af ansvarsområder, bæredygtig finansiering, domstolskontrol og mulighed for at suspendere ordningen i tilfælde af overtrædelser".

Rwanda tipped to host first european migrant return hub Arab News 20.10.26

Artikel i Le Dauphiné Libéré 20.10.26

Udtalelser fra Den Afrikanske Union



DIGT Fra en Mor til en Mor

Sig mig, før flyet afgår med de afviste sjæle: hvad rørte sig i din sjæl, da du fik drømmen om mit land Rwanda?

Mens vinden suser i baobabtræets tørre krone, og forfædrenes dybe stemmer hvisker i natten

Tænkte du på vores børn, da du tegnede dine kolde streger, mens savannens tørre græs svedes under solen?

Du vil plante dit lands problemer i vores røde jord, men den er allerede mættet af rwandiske mødres tårer

Hvorfor sender du dine byrder til min dør?

Som om vi ikke har problemer nok i forvejen.

Hør på flodens dybe strøm under den brændende vind, dine hvide fly bærer frugten af en giftig høst til vores skød. Vores hænder er allerede fulde under solens nådesløse ild, og vores egne kampe er tunge at bære på de stejle skråninger

Vi er begge mødre, Mette, men mit eget land bløder i forvejen, og vi har ikke plads til de skæbner, du vil skubbe væk

Hvorfor sender du dine byrder til min dør?

Som om vi ikke har problemer nok i forvejen

Skrevet af Anne Albinus og lagt på Linkedin 21.10.26

torsdag den 15. oktober 2026

Nissen og den glemte Forsker på Marienborg Lillejuleaften 2025


AI genereret billede
 "Requiem aeternam dona eis, Domine"

Frit efter H.C. Andersen

"Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer, samt virkelige begivenheder, er tilfældig og ikke tilsigtet."


Der var engang en lille Nisse. Han boede i vitrineskabet på Marienborg med det fine ostindiske porcelæn, på anden nederste hylde bag tepotten. Husk jeg er fra Ostindien!, sagde Tepotten altid. Den var blevet fornærmet, da Lars Løkke og Anders Fogh i et tv program havde sagt, at porcelænet var fra Vestindien.

 

I skabet kunne Nissen drømme sig tilbage til det Kina, hans Oldefar havde fortalt ham om. Oldefaren havde været husnisse for en købmandsfamilie i Shanghai. Oldefaren fortalte om de mange skønne selskabelige sammenkomster, især med den norske havnedirektør og hans søde familie. Så fik oldefar Nisse en ekstra stor smørklat. Havnedirektørens datter blev senere aktivt medlem af Amnesty International i Danmark.

 

Da købmandsfamilien flyttede hjem, fulgte oldefar Nisse med, og de rykkede ind på Marienborg. Oldefar Nisse var en klog mand, og i tepotten gemte han sine gode råd, så den lille Nisse kunne bruge dem. Han havde også adgang til det fineste bibliotek med smukke bøger. Alt hvad der var sket i denne verden, kunne Nissen læse sig til. 

 

Nissen var træt. Statsministeren havde fået så grueligt brug for dens hjælp. Den var blevet udnævnt til overogunderkonventionsnisse og skulle på en fornem Mission til 46 lande og præsentere en stur ambitiøs plan. Planen var at svække den europæiske menneskerettighedsdomstol, så Danmark og andre lande kunne udvise flere kriminelle udlændinge. Det var det største problem, Danmark havde. Det var godt nok ikke i ret mange tilfælde, at domstolen forhindrede udvisninger, men det troede Folket, og statsministeren havde brug for stemmer fra DF og DD og ligesindede, kunne Nissen nok forstå. 

 

Nissen havde det ikke godt med planen. Der var noget forkert ved den, syntes den. Den var nemlig en ordentlig Nisse. Drømmen var at kunne udvise afviste asylansøgere til Rwanda, og Nissen vidste, at Den afrikanske Union og Macron var imod.

 

Nissen anede ikke sine levende råd. Men så kom han i tanke om, at oppe på Kvisten boede en Forsker. Man havde glemt at opsige ham, da højesteretssagfører David testamenterede Marienborg til Staten. Det var også bedst, han var af vejen med sin viden.

 

Nissen listede op ad ad køkkentrappen op til kvisten, hvor Forskeren boede. Der var lys derinde, og Nissen kiggede gennem nøglehullet og så, at Forskeren læste i en bog. Men, hvor der var lyst derinde! Ud af bogen kom en klar stråle, der blev til en stamme, til et mægtigt træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud over Forskeren. Hvert blad var så friskt, og hver blomst var et dejligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og forunderlige klare. Hver frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det vidunderligt dejligt! Det var den europæiske menneskerettighedskonvention!

 

Nej, sådan herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt sig, endsige set og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, til lyset derinde slukkedes; Forskeren blæste sin lampe ud og gik til sengs, men den lille Nisse stod der alligevel, thi sangen klang endnu så blød og dejlig, en yndig vuggevise for Forskeren, der lagde sig til ro.

 

Næste dag gik Nissen ind til Forskeren og præsenterede sig som den nye overogunderkonventionsambassadør.

 

Kan du hjælpe? spurgte Nissen. Jeg skal præsentere en plan i 46 lande, så Statsministeren kan vinde næste valg. Hvis jeg ikke gør det, får jeg ikke min risengrød hver dag.

 

Forskeren, der kunne den danske udlændingelovgivning, indfødsretslovgivningen og den europæiske menneskerettighedskonvention forfra og bagfra havde en kæreste i Kina, som ikke kunne komme til Danmark. Hun var nummer 467 til en hjertetransplantation fra en DF’er eller en DD’er, så hun kunne få stemplet Dansk i Hjertet. 

 

Jeg skal nok hjælpe, sagde Forskeren. Jeg formulerer en fællesudtalelse på en uklar måde og gør den selvmodsigende. Der skal nok være nogen, der hopper på den, men den kan ikke blive vedtaget af alle lande. Og den bliver aldrig til noget: Bjerget barsler med en Mus!

 

Fint, sagde Nissen, vi prøver.

 

Det var ikke det, at Nissen skulle fremlægge indholdet, en Fællesudtalelse som det så fint hed, i brevet på sin turné til 46 lande. Det havde han Statsministerens mundlæder med til. Hun kunne så ikke bruge det hjemme, under Nissens udemission. Men statsministeriet havde indspillet forskellige udsagn, der kunne bruges hjemme. 

 

Når Nissen kom til et fremmed land, kunne han sætte mundlæderet på en hvilken som helst genstand, der så fik mål og mæle og kunne udtale sine tanker og følelser lige så godt, som Statsministeren. Men kun en genstand ad gangen kunne få mundlæderet på, og det var en velgerning, for ellers havde de jo talt hverandre i munden. Mundlæderet startede altid med: Det er ikke en Menneskeret at komme til Danmark og slå ihjel. Så spidsede alle øren. 

 

Nissen drog afsted med ekstrapost. Men ak, i nogle store lande havde man følt ubehag over Fællesudtalelsen. Frankrig ville ikke være med. Det er lumsk, sagde Frankrig. Nissen var flov. Han havde lært fransk. Det var især det med Art. 3:

 

Klarhed om umenneskelig og nedværdigende behandling: Anvendelsesområdet for ”umenneskelig og nedværdigende behandling” i artikel 3, som er en absolut rettighed, bør begrænses til kun at omfatte de mest alvorlige forhold, så den ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan træffe proportionale afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge eller i udsendelses- eller udleveringssager, herunder i sager, der rejser spørgsmål angående sundhedsmæssige forhold og fængselsforhold.

 

Nissen nåede at få 27 lande med på fællesudtalelsen, men han kom hjem så udmattet med mundlæderet i en hullet bærepose. Fællesudtalelsen blev præsenteret i Strasbourg 15.5.26, mens Nissen sov ud hjemme på Marienborg bagved tepotten.

 

Nissen kunne lugte risengrøden. Det var lillejuleaften. Det summede på Marienborg, hvor Statsministeren havde indkaldt sine partifæller. De skulle tale om hendes Nytårstale. Fællesudtalelsen skulle lanceres som den helt store Sejr. Statsministeren havde fået syvogtyve lande til at synes om hendes plan om at svække domstolen i Strasbourg. Statsministerens Hofjuraprofessor, den eneste i kongeriget, der måtte udtale sig, spillede på flygel og sang så kønt: 

 

Dejlig er fællesudtalelsen

Dejlig er Danmark

Dejlig er Statsministeren

Dejlig er jeg

 

De danske menneskeretseksperter, menneskeretsngo’er, institutter og interessenter, som hofjuraprofessoren afskyede, stod uden for Marienborg og sang:

 

Ach, du lieber EMRK

Ach, du lieber EMRK

Alles ist weg, weg, weg

 

Sneen dalede stille. Pludselig lyste det op, og en hvid svane kom flyvende. På dens ryg sad den smukkeste kvinde. Det var den europæiske menneskeretskonvention. Svanen fløj hen til hoveddøren, der gik op af sig selv. Kulden fik alle socialdemokraterne til at løbe hen til vinduerne.


Da kvinden kom ind i stuen, stillede hun sig hen til statsministeren og sagde: 

 

Beskyttelse af menneskerettigheder er det smukkeste i verden,

Menneskerettigheder er grundlæggende rettigheder og friheder, som individer har over for statens myndigheder. Når stater tilslutter sig aftaler om menneskerettigheder, frasiger de sig en del af selvbestemmelsesretten. De påtager sig nemlig at behandle alle individer på deres landområde i tråd med kravene i konventionerne.

 

Hofjuraprofessoren spillede, men ved synet af den smukke kvinde, stoppede han, hans hjerte blev varmt, og han sang i dur: Nu forstår jeg, hvad menneskerettigheder er. Nu forstår jeg, hvad menneskerettigheder er. To tårer gled ned ad hans smukke kinder.

 

Den lille Nisse, der hørte med fra vitrineskabet var lykkelig, men træt, for nu skulle den på turné igen og sige, at Danmark havde fortrudt sit lumske tiltag, Fælleserklæringen.

 

Da Kvinden satte sig op på svanen, rakte Statsministeren hende fælleserklæringen, og da hun fløj afsted på himlen, dryssede fælleserklæringen ned som stille snefnug.

 

Snip, snap, snude nu er den Fælleserklæring ude!


Skrevet af Anne Albinus

uden brug af AI


Fælleserklæringen Chișinău erklæringen blev vedtaget 1.6.26


 


 

 

mandag den 14. september 2026

10 points que le gouvernement devrait clarifier avant qu'un centre d'expulsion dans un pays tiers ne devienne une réalité.

L'objectif du gouvernement danois est de pouvoir expulser les premiers demandeurs d'asile déboutés vers un centre d'expulsion situé en dehors de l'UE d'ici la fin de l'année 2027. Lors de la réunion du 4 septembre à Copenhague, les cinq pays – l'Allemagne, les Pays-Bas, l'Autriche, la Grèce et le Danemark – se sont mis d'accord sur des principes directeurs. Le modèle doit être en conformité "avec le droit de l'UE et nos obligations internationales", y compris et tout particulièrement les droits de l'homme.

Le directeur de Dignity et la secrétaire général de la DRC (Conseil danois pour les réfugiés) estiment aujourd'hui dans le journal Politiken que les pays de l'UE doivent naturellement pouvoir expulser les personnes sans titre de séjour légal. Cependant, ils considèrent que le gouvernement devrait s'abstenir de créer spécifiquement des centres d'expulsion dans des pays tiers, car ceux-ci comportent un risque sérieux de violation des droits de l'homme de l'individu.
Premièrement, il doit s’agir d’un pays qui est un État de droit, caractérisé par l'égalité devant la loi, la protection contre l'exercice arbitraire du pouvoir et les tribunaux doivent être indépendants. Les personnes transférées doivent avoir la garantie de bénéficier des droits de l'homme fondamentaux.
Deuxièmement, tout accord doit être juridiquement contraignant et contenir des garanties claires relatives aux droits de l'homme, afin que les personnes transférées soient traitées de manière humaine et ne soient pas exposées à des violations de leurs droits fondamentaux. En même temps, il doit être clairement établi qui est responsable des personnes concernées et quelles sont les conséquences d'un non-respect de ces obligations, tant pour le pays d'origine que pour le pays d'accueil.
Troisièmement, personne ne doit être transféré vers un pays tiers sans une évaluation individuelle. En principe, les demandeurs d'asile déboutés doivent être expulsés vers leur pays d'origine, où l'on peut présumer qu'ils ont de la famille et/ou un réseau. Les centres d'expulsion ne doivent jamais se substituer à de réelles tentatives de rapatriement digne. L'Agence danoise de l'immigration (Udlændingestyrelsen) doit prendre une décision indépendante concernant l'expulsion vers le pays en question, et cette décision doit pouvoir faire l'objet d'un recours devant la Commission de recours des réfugiés (Flygtningenævnet). L'individu doit en même temps avoir accès à une assistance juridique.
Quatrièmement, les personnes dont l'état de santé ou la situation globale rend injustifiable un séjour dans un centre d'expulsion ne doivent pas être transférées. Les enfants, les survivants de la torture et les personnes souffrant de graves troubles physiques ou mentaux ne doivent pas être transférés vers un centre d'expulsion.
Cinquièmement, l'utilisation de menottes, de camisoles de force et de toute autre forme de contrainte pendant l'expulsion elle-même doit, dans la mesure du possible, être évitée. Les personnes doivent être traitées avec dignité tout au long du processus.
Sixièmement, il convient de garantir à chacun des conditions de vie décentes pendant son séjour dans le centre d'expulsion. Il doit également y avoir un accès aux soins médicaux nécessaires et, en cas de besoin, à un traitement psychologique ou psychiatrique.
Septièmement, le recours à la force ne doit être autorisé dans le centre d'expulsion que si cela est nécessaire pour protéger la personne elle-même, autrui, ou pour maintenir la sécurité. Si une personne est privée de liberté dans le pays tiers, elle doit avoir la possibilité de faire réexaminer cette décision par un tribunal.
Huitièmement, les centres d'expulsion doivent être soumis à un contrôle indépendant. L'organisme de contrôle doit pouvoir effectuer des visites d'inspection sans préavis, avoir un accès libre aux personnes expulsées et pouvoir s'entretenir confidentiellement avec elles. Cela est nécessaire pour prévenir la torture et tout autre traitement inhumain.
Neuvièmement, le gouvernement doit veiller à ce que les personnes placées dans un centre d'expulsion puissent faire réexaminer leur dossier si de nouveaux éléments apparaissent dans leur pays d'origine ou dans leur situation personnelle, susceptibles d'avoir un impact sur leur besoin de protection. Il doit y avoir une garantie claire que personne ne sera renvoyé vers un pays où il risque d'être soumis à la torture ou à d'autres traitements inhumains.
Dixièmement, le gouvernement doit disposer d'un plan clair sur la marche à suivre si des abus sont commis au sein du centre, ou si la situation dans le pays d'accueil se détériore de manière si significative que la sécurité des personnes expulsées ne peut plus être garantie.
LE GOUVERNEMENT A PROMIS que les centres d'expulsion seraient établis dans le respect des droits de l'homme. Cela exige selon le directeur de Dignité et la Secrétaire Générale de la DRC, des garanties claires quant aux droits dont bénéficient les personnes expulsées, ainsi qu'un plan précis sur les mesures que prendra le Danemark si ces droits sont violés.
Traduction des 10 points par Anne Albinus