torsdag den 30. august 2018

Udvandringspolitik

Dette ord blev lanceret af Morten Messerschmidt (MM) i radioprogrammet P1/Slotsholmen den 2. juli som overskrift på Dansk Folkepartis nye udlændingepolitik.
Men ”udvandringspolitik” har helt forskellige betydninger for forskellige mennesker. For nogle betyder det en politik, som støtter flygtninge, der efter nogle år her i landet selv ønsker at vende hjem, fordi forholdene i hjemlandet har bedret sig. For andre betyder det udsmidning af mennesker, som er uønskede, fordi de har bestemte holdninger, eller fordi de tilhører en bestemt gruppe. 
Nogle betydninger af dette ord er således ret ukontroversielle, mens andre er meget, meget uhyggelige.
DF må derfor præcisere, hvor partiet vil hen med sin udvandringspolitik. Og hvor det ikke vil hen. Det drejer sig ikke om taktiske detaljer, for eksempel om, hvad man vil kræve af stramninger under de igangværende finanslovforhandlinger. Det drejer sig om, hvilke overordnede principper der styrer DF’s politik, og hvad DF’s ledelse personligt vil stå inde for på dette politik-område.
En antydning af, hvor partiet vil hen med sin ”udvandringspolitik”, blev ganske vist givet af MM i ovennævnte interview, hvor han blandt andet udtalte:
Der er så mange folk i det her land, som ikke føler sig som en del af Danmark, og de skal venligt hjælpes til et andet sted at være. De hører ikke til i Danmark. Og derfor så er det ikke nok bare at tale om stramninger i indvandringen, for det handler bare om at reducere tilstrømningen, nej, vi skal finde ud af, hvordan vi sørger for, at dem der bor i Danmark, de elsker det her land, de føler sig hjemme i det her land, og det bliver en helt ny måde at tænke på
Men jeg syntes stadig, det var for upræcist, og derfor henvendte jeg mig til DF’s formand (bilag 1) med et ønske om en uddybning. Kort tid efter modtog jeg et svar fra MM, som efter min mening ikke besvarede de stillede spørgsmål (bilag 2). Jeg henvendte mig efterfølgende igen til MM (bilag 3) og til partiets talerør, netavisen ditoverblik.dk (bilag 4), med samme anmodning, men fik intet svar.
Udover den truende uklarhed i selve ordet ”udvandringspolitik”, ser jeg retssikkerhedsmæssige problemer i, at mennesker skal smides ud af landet, hvis de ”ikke føler sig som en del af Danmark”, og hvis der skal føres kontrol med, at ”at dem der bor i Danmark, de elsker det her land, de føler sig hjemme i det her land”
For hvem skal afgøre, om en given person opfylder disse betingelser? Og hvor skal denne person sendes hen, hvis nogen vurderer, at han eller hun ikke føler sig som en del af Danmark eller elsker Danmark højt nok? 
Men MM har utvivlsomt ret i, at ”det kræver en helt ny måde at tænke på”, at acceptere en sådan praksis. 
Jeg bryder mig bare ikke om at tænke på, hvad denne ”helt nye måde at tænke på” består i.

Skrevet af Jens Bjørneboe

onsdag den 29. august 2018

Danskerprøve 4 : Måling af din Kærlighed til Danmark. En Fortælling.


DEN NYE 'UDVANDRINGSPOLiTIK' if. DF
Der er så mange folk i det her land, som ikke føler sig som en del af Danmark, og de skal venligt hjælpes til et andet sted at være. De hører ikke til i Danmark. Og derfor så er det ikke nok bare at tale om stramninger i indvandringen, for det handler bare om at reducere tilstrømningen, nej, vi skal finde ud af, hvordan vi sørger for, at dem der bor i Danmark, de elsker det her land, de føler sig hjemme i det her land, og det bliver en helt ny måde at tænke på
sagt af Morten Messerschmidt (MEP for DF) i radioprogrammet P1/Slotsholmen den 2. juli

DANSKERPRØVE 4 - MÅLING AF DIN KÆRLIGHED TIL DANMARK

Bussen kørte ikke helt ud til Gården, så hun måtte gå det sidste stykke. Regnen var heldigvis holdt op. Hun gik bag en ældre dame med rollator, hvor der sad 4 DF-klistermærker og 3 Dannebrogsflag. Længere foran hende gik en lang række mennesker, der åbenbart også skulle til Dansker Prøve 4 - Måling af din Kærlighed til Danmark. De måtte være kommet med den tidligere bus. Når bussen ikke kørte helt ud til Gården, var det fordi, man ikke skulle have det for let til prøven. 

Bag hende gik en mor med klapvogn, også fyldt med DF-klistermærker og fotos af DFs stifter. Moren var gravid, men var selvfølgelig allerede startet med danskkursus af hensyn til sit ufødte barn, som Astrid Krag i sin tid foreslog det. Barnet i klapvognen havde gået i vuggestue i det krævede antal timer og kunne både synge Nordfra og Sydfra, Ole sad på en Knold og sang og Langebro går op og ned.

Selv havde hun øvet sig, lige siden Morten Messerschmidt lancerede den nye Udvandringspolitik, på
  • at elske det her land, 
  • at føle sig hjemme i det her land, 
  • og at tænke på en helt ny måde.
Hun gik til prøven første gang for et par år siden, fordi der var blevet sået tvivl om  hendes 'rigtige' danskhed, da hun skulle holde foredrag sponsoreret af udenrigsministeriet. Hun var dumpet også anden gang, fordi hun ikke havde haft tid til at træne nok i at elske det her land. Men til denne gang havde hun trænet!

Langs med vejen ud til gården var der opstillet fælder: fra boder blev der rakt flæskesvær, røde pølser og små frikadeller af svinefars ud til de forbipasserende. Og sagde man ikke ja tak, blev der taget foto af en, der blev lagt ind i databasen.

Når man kom helt hen til Gården, sad folketingets formand, der var udråbt til evig folketingsformand, og gav hånd til de forbipasserende. Hun var lige så køn som dronningen i sin røde kjole. Hun nettede altid så nydeligt det grå hår. Hvis man ikke gav hånd og nejede, blev det via det skjulte kamera registreret i databasen.

Man havde tre forsøg til at vise at 
  • man elsker det her land, 
  • man føler sig hjemme i det her land, 
  • og man tænker på en helt ny måde.Hvis man ikke bestod 3. gang, var der hyret busser, der kørte en 'venligt' ud af landet. Man fik en flaske dansk kildevand, en kop dansk kaffe og to stykker dansk chokolade. Når man blev ført ud, blev der spillet gamle dansktopnumre. De lød ud over gårdspladsens højtalere.



Ingen vidste, hvor man blev kørt hen, men der gik rygter om, at Danmark havde indgået aftaler med nogle lande uden for EU, der ikke måtte nævnes, og der ville man if. Udlændinge- og Integrationsministeren blive behandlet lige så godt som på Kærshovedgård eller Sjælsmark. Uden at ens Menneskerettigheder blev krænket, understregede hun. Udlændinge- og Integrationsministeren var blevet udnævnt til  Udlændinge- og Integrationsminister på evig tid, for hun var uerstattelig. 



Hun trådte ind ad døren til Gården og blev vist ind i et venteværelse, hvor hun skulle tage blusen af, for hjertet skulle scannes for at vurdere danskhedens ægthed. Hun tænkte og tænkte som en besat: jeg elsker det her land, jeg føler mig hjemme i det her land. 



Bagefter skulle hun i en scanner for at se, om hun tænkte på en ny måde.



Det var et problem, at man ikke havde nok udlært personale til at scanne, og der måtte ikke bruges udlændinge. De der undersøgte skulle være mindst 4. generations danskere.

Hun sad nu og ventede på samtalen, mens scanningerne blev kontrolleret.


Hun blev kaldt ind i en stor sal, og for enden bag et højt bord sad embedsmænd fra  Udlændinge- og Integrationsministeriet. En tyggede tyggegummi, en anden var lige ved at falde i søvn som til Samråd og så lige så tvær ud som vanligt. Så var der folketingsmedlemmer fra DF, Venstre, de Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokratiet. Alle partier der værnede om Danskheden i hjertet.


Spørgsmålene føg om ørerne på hende, mens hun fokuserede på 

  • at føle sig RIGTIG dansk i hjertet,
  • at høre hjemme i Danmark og 
  • tænke på en ny måde, 
der kunne gøre alle de dominerende partier glade.

"Du må gerne gå ud nu og vente på bedømmelsen", sagde jury-formanden for Danskerprøve 4.


Hun var så træt, at hun ikke orkede at tænke over, om hun mon havde bestået.


Pludselig gik døren op, og jury-formanden kom ud sammen med næstformanden:


"Du har mange gode danske tanker og danske følelser, men vi mener, du tvinger dig selv til at tænke på en ny måde. Det kommer ikke fra hjertet, viser scanningerne.


Det er, som om du føler dig lidt som en Belgier, og det kan du nok forstå, at det kan vi ikke leve med i Danmark.


Her får du et nummer og en papirspose med dansk vand, dansk kaffe og dansk chokolade, og så kan du gå ud i gården og stille op i den række, der er med dit nummer. Betalingen for Målingen af din Kærlighed til Danmark vil blive hævet på din NEM konto".


Skrevet af Anne Albinus