Peter Skaarups (DF) Glæde ved Generaliseringer

I en kommentar i Berlingske i dag skriver gruppeformand Peter Skaarup (DF):

Debatten om generaliserende politikere er latterlig
Hvis vi skal adressere og drøfte problemer, må vi kalde dem ved rette navn. Og i den proces er generaliseringer helt nødvendige og naturlige.

"Der er opstået en pudsig, og grundlæggende latterlig, debat om generaliserende udtalelser fra politikere.

Anledningen er et spørgsmål i folketingssalen. Her spurgte DFs Kenneth Kristensen Berth Enhedslistens Pelle Dragsted, om han mon kunne svare på, om bare et enkelt vestligt land har haft succes med at integrere muslimer. Svaret har vi ikke fået fra Dragsted, og det er jo i sig selv spændende. Men Pelle Dragsted valgte at flippe ud og kalde Kenneth Berths spørgsmål for racistisk – bare fordi det var generaliserende, måtte man forstå." Citat slut

I den anledning vil jeg gentrykke mit blogindlæg "Billedet skal nuanceres" fra februar 2010. Det er publiceret på religion.dk, der lånte det fra min daværende blog på Kristeligt Dagblads nu nedlagte blogsfære: eftertanke.dk. Mit indlæg er skrevet på baggrund af en kronik i Politiken hvor Peter Skaarup skærer hundreder af millioner muslimer over én kam.

Billedet skal nuanceres 22. februar 2010 I 1982 afholdt jeg et kursus i arabiske kvindekår. Jeg husker en tunesisk foredragsholder, der fortalte, hvordan hendes far i 1970′erne var skrækslagen over, at hun skulle giftes med en dansk mand. Ude i verden var Danmark dengang berygtet for, at der var pornobutikker overalt. Hun forventede derfor, da hun passerede den dansk-tyske grænse at finde en pornobutik på hvert gadehjørne. Det var ikke tilfældet, og hun blev derved befriet for en af sine egne fordomme. Hun kunne også udrydde danskernes fordomme ved at fortælle om kvindens rolle og store betydning i hjemmet i den arabiske verden. Ofte bringes der billeder i medierne, ikke bare i Danmark, der ved deres forenkling medvirker til en skadelig opfattelse af islam og den muslimske verden. Kritik skal ikke forstumme, men billedet skal nuanceres. Peter Skaarup, næstformand for Dansk Folkeparti, har skrevet en kronik i Politiken den 13.2.2010, Europas bløde bug. Skaarup bruger udtrykket om EUs, og dermed Danmarks, yderste grænse. Han citerer Uffe Ellemann-Jensen, men det er Winston Churchill, som brugte citatet i en hel anden sammenhæng, nemlig om de allieredes invasion af Sicilien under Anden Verdenskrig. Ytringsfriheden eksisterer i Danmark, når en avis som Politiken vælger at bringe en kronik, hvis indhold flytter læseren tilbage til kolonitiden. I Belgien er der ca. 1 mio. indvandrere og deres efterkommere ud af en befolkning på 10,4 mio. Der har jeg været vidne til, hvordan politikerne tilstræber respekt og dialog med andre og undlader at så splid og skabe grobund for had. (Undtagelsen er det flamske parti, Vlams Blok, der blev dømt for at være racistisk og nu er genfødt som Vlams Belang.)

En politiker der kan sit kram

Peter Skaarup kan sit kram. Han kan skære hundrede millioner af mennesker over en kam med det formål at gøre danskerne bange. Hvad han samtidig gør ved de mennesker, han reducerer på denne måde, synes ikke at bekymre ham. Han har ondt af de arabisk- muslimske kvinder, der ingen uddannelse får. Det virker sympatisk, men det skal vise sig, at det blot er led i en strategi med rødder i kolonitiden. Det kommer jeg ind på.

Jeg vil nøjes med at kommentere dele af kronikken i 9 punkter.

Der er unuancerede udsagn og misvisende oplysninger om EU. Og så det tragiske eksempel med Irak, der er flygtningeproducerende ifølge Skaarup. Ja, men hvorfor? Hvem valgte at gå i krig og dermed skabe en flygtningestrøm? Har vi nogensinde fået den rigtige grund til, at vi gik i krig i Irak?

Der er også udsagn, der virker selvmodsigende: Skaarup skriver, at der vil mangle arbejdskraft i Danmark på grund af aldring. Så skulle man som læser synes, der netop vil blive brug for flere hænder. Allerede i dag fremhæves anden generations kvinder, som dem, der er i stand til at vise naturlig omsorg i ældreplejen.

1. Truslen der ikke eksisterer

Peter Skaarup føler en trussel fra en arabisk-muslimsk verden, der er på sammenbruddets rand. Netop derfor er den langt fra nogen trussel for os. Ural Manço, tyrkisk-belgisk sociolog siger:

Muslimske samfund er på randen af afgrunden og er langt fra at være en trussel for os. Islam er det sidste håb for et stort antal muslimer, for de bader i et hav af vanskeligheder. Der mangler værdige sekulære muligheder, som demokratisk ytringsfrihed, social velfærd, ordentlig skolegang og kulturel fornyelse. (6)

2. Generaliseringer

Generaliseringer afspejler ikke altid virkeligheden. Det eneste man kan sige med sikkerhed om de mange arabisk-muslimer, som Skaarup nævner, er, at de af dem, der tror, kun tror på én Gud.

Af de mere end 1 milliard muslimer i verden fordelt på alle kontinenter, er de ikke alle troende. Nogle er sekulære, andre er ateister.

I Europa er der mange forskellige muslimer: Nogle opfatter islam som deres forældres religion, men selv tror de ikke. Så er der nogle, der er iagttagere af religionen, af tro eller tradition. Nogle udstiller deres identitet, andre er radikaliserede, men der er også skeptikere og rationalister.

Endog verdslige muslimer og forkæmpere for det sekulære. Er det ikke unormalt, at borgere tvinges til at definere sig selv eller blive opfattet i forhold til deres religion i et totalt sekulært rum, spørger nogle af forfatterne til en bog om Fred og krige mellem kulturer? (4)

3. Retorik fra kolonitiden

Når Skaarup med sine ord reducerer muslimer til truslen, fjenden, fører han os tilbage til kolonitiden.

Albert Camus sagde i en tale i Paris i 1948:

Polemikken indtager i dag den plads, som den velovervejede dialog sædvanligvis indtog, såvel nationer som individer imellem, og endog inden for grene af videnskaben, som tidligere var uinteresserede. Dag efter dag fortsætter tusinder af stemmer hver for sig og i hver sin retning en forvirret monolog og gyder en strøm af mystificerende ord, angreb, forbud og formaninger ud over alverdens folkeslag. Hvad er mekanismen i denne polemik? Hvad er kernen i polemikken? Det er at betragte modstanderen som en fjende og følgelig reducere ham og nægte at kunne se ham. Den som jeg fornærmer, jeg kender ikke længer hans øjnes farve, ved heller ikke, om han af og til kommer til at smile, eller hvordan han smiler. Trekvart blinde, takket være polemikken, lever vi ikke mere blandt mennesker, men i en verden af skygger. (1)

4. Lad os vinde kvinderne, så følger resten

I kronikken anvendes mange negativt ladede tillægsord (skræmmende, svimlende, dramatiske, hæmmende mfl.) Og emner gentages f.eks. analfabetisme og kvindens stilling i arabisk-muslimske lande. Kronikken må være tænkt som led i en propaganda, for hvorfor nævnes ikke positive tiltag?

I 2004 blev f.eks. en ny familielov vedtaget i parlamentet i Marokko. Kvinden skal ikke mere adlyde manden, hun kan få skilsmisse. Må først indgå ægteskab som 18-årig, og ægteskabet er et fælles ansvar.

Skaarups holdning minder mig om franskmændendes holdning som kolonimagt til den algeriske befolkning helt tilbage fra 1930′erne. Man reducerede den algeriske befolkning, omtalte den som middelalderagtig, kom med statistikker, der viste dit og dat. I følge kolonimagtens program var det kvinden, der havde den historiske mission at puffe til den algeriske mand. (2, p.25)

En fransk læge beskrev det i 1959 i en artikel Algeriet kaster sløret (2):

Den franske administrations ansvarshavende i Algeriet havde som opgave at udslettet folkets særpræg. Man satte al kamp ind mod sløret, der blev betragtet som statussymbol for den algeriske kvinde. 

Specialister i de indfødtes forhold og lederne af arabiske bureauer samordnede deres arbejde på baggrund af analyser fra sociologer og etnografer. Som udgangspunkt anvendte man ganske simpelt den famøse formel: Lad os vinde kvinderne, så følger resten efter. Specialister fandt under det algeriske samfunds patriarkalske overflade en matriarkalsk struktur.

Algiererens adfærd angribes skarpt og karakteriseres som middelalderlige, barbariske levn og overleveringer. Særdeles videnskabeligt opbygges og igangsættes en anklage mod den sadistiske algiererske mands behandling af kvinden. Der stiftes foreninger til hjælp og støtte for den algeriske kvinde. Manden skal bringes til at skamme sig over den skæbne, han tildeler kvinden.

Hver gang der deles mad ud til fattige kvinder, ledsages det af en indignation mod sløret og den indespærrede tilværelse.
Hvis man kan omvende kvinden, kan man vinde hende for de fremmede værdibegreber, rive hende ud af hendes status betyder, at man på én gang får reel magt over manden og opnår praktiske og virkningsfulde midler til at bringe den algeriske kultur i opløsning.

Forfatteren var lægen Frantz Fanon, dengang leder af det psykiatriske hospital i Blida i Algeriet.

5. Kvinder i den arabisk-muslimske verden.

Når kvinder har svært ved at frigøre sig i mange muslimske lande, skyldes det de traditionelle strukturer. Selv om de er undertrykkende både for kvinder og mænd, så repræsenterer de en tryghedsfaktor. Ingen er overladt til sig selv. Der er altid nogen omkring én, f.eks. hvis man lige har født. Familien træder til i stedet for det sociale system. Det kan vi så mene om, hvad vi vil.

Hvilke kvinder vil forlade denne familiestruktur i den arabisk-muslimske verden, fordi Dansk Folkeparti står og råber til dem, at det skal de, når/hvis de ikke er forberedte til det?

Vores kvindefrigørelse er også af nyere karakter. Både med hensyn til rettigheder og seksualitet. I Frankrig fik kvinder først stemmeret i 1945.

Menneskerettighederne er universelle. Dem skal vi tilstræbe i alle lande, selvfølgelig. Men skal arabisk-muslimske kvinder leve som stressede, dobbeltarbejdende danske kvinder gør?

6. Er vestlige værdier tiltrækkende?

Juliette Minces er fransk ekspert i arabiske kvindekår, som hun er kritisk over for, men som hun også prøver at forstå. Hun skrev i 1980 en bog om kvinden i den arabiske verden. (3). Mon ikke hendes ord stadig er aktuelle?

De vesterlandske kvinder, der står som modeller for moderniteten, frie og uafhængige, har ikke et særligt godt ry i den muslimske verden. Den moralske krise som Vesten gennemlever, hvor der sættes spørgsmål ved værdier, med søgen efter andre måder at leve på, andre relationer end parforholdet, andre relationer i parforholdet, individualismen, seksualiteten, organiseringen af arbejdet, vidner ikke om at moderniteten efter vestlige normer er tilfredsstillende.

Minces nævner den store flok af tilhængere, som Pave Johannes Paul II fik, som eksempel på, at værdier vender tilbage, ligesom genfødslen af muslimsk fundamentalisme. Også den katolske kirke er i dag på vej mod større konservatisme.

7. Mange muslimer lider i det stille

Jeg ved fra artikler i belgisk presse, at det muslimske samfund føler, de bliver peget fingre af. De fleste muslimer lider i det stille under, at nogle falder ved siden af. Det er også hårdt for de unge anden generations indvandrere fra Nordafrika, som ikke kan få arbejde, modsat andre anden generations indvandrere, fordi de i deres ydre adskiller sig noget. (6)

Nordafrikanere og tyrkere blev inviteret til at Leve og bo i Belgien i 1964. De har gjort et stykke vanskeligt arbejde, andre ikke ville udføre. I Danmark inviterede vi også gæstearbejdere fra Tyrkiet og Eks-Jugoslavien i 60′erne.

8. Hvem skal vi frygte mest?

Den tyrkisk-belgiske sociolog Ural Manço siger, at for at reducere spændingerne omkring islam skal man hjælpe muslimerne med at genvinde deres selvtillid. Et sekulariseret islam, som de ikke underkaster sig, men vælger. Han siger også:

Hvem skal vi frygte mest her på jorden? Hvem har monopol på de mest tvivlsomme våben, på de største rigdomme, på de mest effektive forureningsmidler? Forbruger-shariaen der styrer vores liv med fatwaslag med reklame ikke uden sexisme gør den Dem ikke bange? Hvad skal man mene om den anti-økologiske djihad, som egoismens ayatollaer fører, når de rider på deres 4 hjulstrækkere i byen? (6)

9. Skaarup tager fejl om EU

Peter Skaarup skriver, at der ikke synes at være nogen dybere forståelse af problemernes omfang i EU-bureaukratiet mht. indvandring. Dette er ikke korrekt.

EU har en naboskabspolitik og et strategi program for Euro-Middelhavspartnerskabet i 2007-2013:

Samarbejdet om retlige anliggender, sikkerhed og migration er af regional betydning og omfatter følgende tiltag delopgave under overskriften politi, retlige anliggender og migration til at befæste resultaterne af de foregående programmer og til at intensivere samarbejdet om styring af migrationsstrømmene mellem oprindelses-, transit- og bestemmelseslande. Det drejer sig mere præcist om at skabe kontakter, fremme uddannelsestiltag og bistand mellem de retshåndhævende tjenester.

Hvorfor insinuerer Skaarup, at EU ikke har dybere forståelse, når EU netop gør noget for at begrænse indvandringen?

Marokkos ambassadør i Belgien sagde Le Vif LExpress, 25.9.09:

Marokko, der indtil nu har været transitland for migranter fra Afrika syd for Sahara, er blevet et land, hvor disse slår sig ned, fordi Europa lukker sine døre. Marokko kan ikke overkomme denne migrationsbølge uden hjælp fra EU. Der skal findes nye veje for udviklingssamarbejde for at fastholde disse mennesker i deres oprindelsesland. (5)

- Anerkend muslimerne, og ekstremisterne vil blive trængt i defensiven

Nasr Abu Zayd, ansat ved universitet i Leiden i Holland og en af de største teologer og eksperter i Koranen, har udtalt følgende: I århundreder har islam været en del af den europæiske tradition. Hvis man virkelig anerkendte muslimer, vil ekstremisterne blive trængt i defensiven. Ud fra et teologisk synspunkt er islam fuldt i overensstemmelse med demokrati og menneskerettigheder. Størstedelen af muslimer ønsker kun demokrati.


Tror I virkelig, at der er mange mennesker, der ikke kan lide at bestemme selv? spørger han. Kampen for at forsvare demokratiet er ikke kun muslimernes, det er også vores: Hvad skal man tænke, når vores demokratiske frihedsrettigheder reduceres i lande, hvor demokratiet er født? slutter Abu Zayd. (6)

- Dæmonisering eller selvhad?

Hvilken af følgende holdninger vil sikre fred og stabilitet i verden?

Man skal hverken dæmonisere den Anden, foragte den ikke-kristne, ikke-europæeren, afrikaneren, araberen eller ukritisk falde på knæ og tolerere alt, f.eks.hulke som den hvide mand af skyldfølelse og selvhad over for den 3. verden. Man skal finde midten. Den rigtige tolerance næres ikke af uvidenhed.

Ordene er Guy Haarschers, en belgisk retsfilosof i Kan demokratierne overleve terrorismen? (7)

Hvis mange mennesker tilslutter sig Skaarups reducerende menneskesyn, vil det være til stor fare for internationale forbindelser.

Hvis vi marginaliserer og isolerer så stor en del af menneskeheden, vil det styrke radikaliserende kræfter, skriver flere bidragsydere til en bog om Fred og krige mellem kulturerne. (4)

- En menneskelig tilgang til det 21. århundredes største udfordring

Den polske reporter og forfatter Ryszard Kapuściński, der har rejst i 40 år på alle kontinenter siger, at den største udfordring i det 21. århundrede er forholdet til den Anden, vi møder på vores vej. Han har en helt anden human og kristen tilgang end Peter Skaarup.

Kapuściński siger: I den verden, vi lever i nu, vil vi hele tiden blive konfronteret med en ny Anden, som kommer frem af kaos og sammenblandingen i det nutidige. Måske er denne Anden født af en sammenflydning af to strømninger.

Derfor, siger Kapuściński, må vi gå i dialog for at nå frem til gensidig forståelse. Hans lange erfaring med at være sammen med andre, fjernt herfra, har lært ham, at kun venlighed over for den Anden kan få den menneskelige streng i ham eller hende til at vibrere.

Skrevet af Anne Albinus

Kilder:

1. Opgør, essays, Albert Camus, Gyldendals uglebøger 1973

2. Racisme og kultur, Frantz Fanon, Sirius 1967

3. La femme dans le monde arabe, Juliette Minces, Mazarine, 1980. Som google bog på engelsk

4. Paix et guerres entre les cultures, entre Europe et Méditeranée, Actes Sud/MMSH 2005

5. Le Vif L'Express, 25.9-1.10.2009

6. Le Vif L'Express, særnummer om Islam 2007

7. Les démocraties survivront-elles au terrorisme? ed. Labor 2002, Guy Haarscher

8. Cet Autre, Ryszard Kapuściński, Plon 2009

En forkert Afgørelse

Pia Kjærsgaard (DF) skrev i sit debatindlæg (28.2.) Derfor irettesatte jeg Pelle Dragsted:

“Hvis man fokuserer på den del af arbejdet, der foregår i folketingssalen, er det mit ansvar, at forhandlingerne foregår ordentligt og værdigt.” 

Netop derfor burde Kjærsgaard havde skredet ind straks, da Kenneth Kristensen Berth (DF) skar en hel befolkningsgruppe over en kam.

Der er ikke mange lande, hvor man i et parlament kan udtale sig generelt og nedsættende om en gruppe mennesker, uden at det påtales fra parlamentsformandens side. Men Kjærsgaard vendte snedigt det hele på hovedet og irettesatte istedet Pelle Dragsted (EL).

Det er ikke første gang, tingene bliver vendt på hovedet, når nogen tillader sig at sige fra over for DFs synspunkter. DF hiver nemlig det røde kort frem, der betyder, at ingen må få associationer til noget negativt, over DFs udtalelser. Det DF siger er pr. definition rigtigt og sagt i en god mening. Ved konstant at generalisere og omtale en gruppe mennesker på en negativ måde, reduceres gruppen og mister sit ansigt. Så bliver det lettere at tænke eller sige, at alle fra den gruppe skal ud af landet. At DF gør en masse velintegrerede mennesker kede af det, er tilsyneladende helt ligegyldigt for DF.

Gang på gang nyder DF at slynge ud, at ikke-vestlig indvandring koster samfundet 36 mia kr. om året. Men myten er aflivet. Fakta er, at størstedelen af udgifterne går til børn og unge, og når man går i dagsinstitution eller på en uddannelse, betaler man ikke skat endnu.

Den store gruppe af børn og unge kan ende med at være positivt for Danmark, forklarede professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen til DR 19.4.17:

- Den gruppe, som analysen drejer sig om, kunne i princippet godt over deres liv give et overskud. Det behøver ikke være negativt set over hele livsforløbet. For kommer man som indvandrer og får et arbejde, så vil man formentlig ende med at give et positivt bidrag. Og det siger analysen ikke noget om.

Hvis gruppen ikke talte med i regnestykket, ville de ikke-vestlige indvandrere derfor kun koste den danske stat 16 milliarder (DR Faktatjek 19.4.17).

Berth efterlyste hos Dragsted (EL) vesteuropæiske lande, der i dag har formået at integrere muslimer. 

Svaret er, at rigtig mange muslimer er integreret i flere lande, bl.a. i Danmark, Belgien og Frankrig. Der er også mange, der ikke er integreret, for integration tager tid, og den kræver velvillighed fra begge parter.

Når DF generaliserer, er det for at skræmme danskerne ved at fremstille en stor gruppe mennesker som en trussel. 

I Europa er der mange forskellige muslimer: Nogle opfatter islam som deres forældres religion, men selv tror de ikke. Så er der nogle, der er iagttagere af religionen, af tro eller tradition. Nogle udstiller deres identitet, andre er radikaliserede, men der er også skeptikere og rationalister.

Endog verdslige muslimer og forkæmpere for det sekulære. Generaliseringer afspejler ikke altid virkeligheden. Det eneste man kan sige med sikkerhed om de mange muslimer, som Berth nævner er, at de af dem, der tror, kun tror på én Gud.

Skrevet af Anne

Links

Pelle Dragsted: Kenneth Kristensen Berth bør undskylde Altinget 5.3.19

Europas bløde bug kronik af Peter Skaarup i Politiken 13.2.2010

Billedet skal nuanceres mine kommentarer til Peter Skaarups Kronik 13.2.2010

Irritation og Småfornærmethed

Journalist ved Weekendavisen Søren K. Villemoes (SKV) fortsætter i sin kommentar Aktivisten 1.2. dansk folkepartis hetz mod den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Morten Kjærum (MK). Som Pia Kjærsgaard  (DF) åbenhjertigt udtrykker det i sin erindringsbog ”Fordi jeg var nødt til det” (2017): “Efter min mening havde han (red. Morten Kjærum) misbrugt sin stilling til at genere Dansk Folkeparti, og jeg benyttede mig af muligheden for at komme af med ham og nogle af de værste andre smagsdommere. Det vil jeg ærligt indrømme.”

SKV’s kommentar følger op på denne personhetz i stedet for at forholde sig til, hvad der er Instituttets opgave, nemlig at se kritisk på regeringens forslag og handlinger i lyset af menneskerettighederne. Disse rettigheder selv er ikke til forhandling. De er det arkimediske punkt, hvorom det hele drejer sig.

SKV’s kommentar er symptomatisk for, at menneskerettigheder siden 2001 er blevet en irritationsfaktor og klods om benet i Danmark. If. SKV var Kjærums vurderinger “hat og briller”.  Alle stramninger er foretaget uden at komme i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, siger SKV.

Hvordan kan SKV hævde det? At Danmark ikke har flere domme imod sig på udlændingeområdet hører unægteligt sammen med, at der ikke er tradition for at gå rettens vej, som det er i andre dele af Europa.

Der tales sjældent om ofrene for menneskerettighedskrænkelser her og ude, men helst om, hvor urimeligt, det er, at vi i Danmark ikke kan gøre, som vi vil.

Vi er dermed nået til en situation, hvor principper, der blev udarbejdet og demokratisk vedtaget af mennesker, der havde oplevet 1930’ernes økonomiske krise og anden verdenskrigs rædsler, skal underordnes irritation og småfornærmethed hos en generation af politikere, der har fået det hele forærende: fred, retssikkerhed og en økonomisk fremgang uden sidestykke.

Disse fremskridt er vi i fuld gang med at sætte over styr.

På ambassader i Danmark observerer ansatte, hvad der debatteres i danske medier. I autoritære stater må man godte sig over, hvor meget nogle danske politikere og medier foragter menneskerettigheder og hetzer mod dem, der taler imod krænkelser af menneskerettighederne.

Den stærkt kritiske holdning til menneskerettigheder findes ikke i samme grad i andre lande i EU, selv ikke i UK. Og debattonen er hårdere end i vores nabolande, Norge og Sverige.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

"Aktivisten" kræver abonnement på Weekendavisen.

Søren K. Villemoes skriver på Facebook:

SVar fra Morten Kjærum 8.2.19: At forebygge kritik

Udskrift af Før Valget vedr. Debat om Konventioner 8.2.19 på DK4

Udskrift af debatten om konventioner i Før valget - med Jørgensen og Messerschmidt (5) DK4 8.2.19

Udsendelsen bliver lagt online af DK4. Link kommer her.

Før Valget 8. februar 2019:

Søren Espersen (SE) (DF): (…) det har flyttet sig, det man kan, altså hvor, hvor vi i (...) bevæger os på kanten af konventionerne. (...) Det er iøvrigt et dejligt sted at gå på kanten, synes jeg, hvorfor skulle man ikke det? På kanten, er det over eller under? Der bliver jo ikke ført retssager imod Danmark på den måde. Man skønner, og derfor er der mange ting, som man for 10 år siden ville sige, det strider imod konventionerne, hvor man finder ud af mirakuløst fra statsministeriets eller integrationsministeriets jurister, det er medholdeligt, så vi, vi gætter jo på, hvad der er konventionsholdigt, og hvad der ikke er. Vi kan ikke vide det, før vi har set en domstolsafgørelse, og vi kommer aldrig for en domstol.

Dan Jørgensen (DJ) (A): De gæt selvfølgelig er jo, altså det kan nok måske lyde sådan lidt underligt, får nogen til at tænke, at vi bare sidder og gætter inde i folketinget, men det gør vi jo, det har du ret i. Det vi så selvfølgelig gør det på baggrund af, det er jo vurderinger fra embedsværket og andre eksperter (SE: Ja) men der må man vel sige, Matias, (SE: ...) jamen bare, jeg er egentligt igang med også at referere dit standpunkt, Søren, for at stille, for at være djævlens advokat over for mit eget parti, fordi det er jo rigtigt, at vi, vi går ind for, at vi skal følge konventionerne, men vores parti, vi går jo også lige til kanten af dem, og endda nogen gange kan vi jo ikke 100 % garantere, at vi ikke er gået på den forkerte side, fordi vi jo netop bare bygger det på, bare bygger det på, men vi bygger det på vurderinger, som i sagens natur må være gæt i en eller anden forstand.

Matias Tesfaye (MT) (A): Jo, men altså, enten er der rødt lys, eller også er der grønt lys.

SE: Nej (MT: Men er det sådan) der kan også være gult.

MT: Jo, men...

Morten Messerschmidt (MM) (DF): Sagerne kommer jo sjældent for en domstol. Altså Levakovic f.eks., det var konventionerne, der sagde, at han ikke kunne udvises.

MT: Jamen, det jeg vil frem til, det er, den der diskussion, om at man går på kanten, altså, for mig er det ikke så frygtelig interessant. Altså, der kommer en vurdering fra Justitsministeriet, som siger efter vores bedste vurdering, ville det her være i strid med konventionerne. Det kommer til at betyde, at socialdemokratiet siger, men så kan vi ikke gå den vej. Hvis de siger, efter vores bedste vurdering er det her inden for rammerne af konventionerne, men der er en procesrisiko, så har vi mere end en gang sagt, jamen, så går vi gerne ad den vej bl.a...

DJ: Procesrisiko det betyder, at det kan være, hvis der bliver lagt en sag, så kan man ikke garantere, at den ikke falder ud altså imod Danmark.

MM: Må jeg ikke spørge jer hvorfor? Altså, hvad er det...

DJ: Jeg tænker, der er nu nok mange, der er ikke helt med på (MM: Ja, ok)

MT: Jamen, det er jo jura og kompliceret. Nu er I to jurister, ikke?

DJ: Jeg er ikke jurist.

MT: Nå det.

DJ: Jeg tager det faktisk lidt som en fornærmelse (latter).

MT: Ok, men vi havde jo et eksempel på, at da vi havde den store flygtningetilstrømning, besluttede vi, at en bestemt gruppe flygtninge skulle vente tre år, før de kunne få familiesammenføring. Da sagde justitsministeriet, nu betræder vi nyt land. Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt det her egentlig, hvordan en dom ville falde ud, men vores vurdering er, at den vil falde ud til den danske stats fordel. Og der blev faktisk rejst en sag, og den har været ved Højesteret, og da sagde Højesteret, jamen, de mener, at det var inden for rammerne af reglerne.

SE: Må jeg tilføje noget? Altså, selv om Menneskerettighedskonventionen starter iøvrigt med, det gør de fleste konventioner, med at det her det gælder ikke, hvis det er, at det er noget, der truer landets sikkerhed. Det starter næsten enhver konvention med. Den kan man jo i stor udstrækning bruge og benytte netop i de her sager, hvor vi føler det med Levakovic er et godt eksempel på nogen, som måske har været på kanten af loven osv. hvor det er statens sikkerhed. Det er noget udefinerligt noget det her. Det tror jeg også, du vil synes.

DJ: Synes I egentlig, nu startede Matias jo egentlig med at sige, at det for jeres parti faktisk måske var lidt mere ligegyldigt, om vi holder os indenfor de  konventioner eller ej. Jeg hører jer faktisk tale lidt rundt om, hvordan kan man gøre det, men inden for rammerne, altså?

MM: Jeg tror, der er to pointer i det. Altså for det første er det her konventionsjura. Det er slet ikke jura. Altså det er rigtigt meget politik. Jura det er, man har nogle paragraffer, hvor politikerne har udstedt sig her ned i detaljer, hvornår har du ret til hvad osv. Det her, det er en dynamisk udvikling, hvor man hele tiden spørger dommerne, og så træffer de en eller anden generel vurdering, og så må man vurdere ud fra det. Det er simpelthen dårlig jura.

Og for det andet så vil jeg sige, jeg er da ikke overbevist om, hvorfor dommere fra Rusland, Tyrkiet, Aserbadjan og Georgien skulle være bedre end danske højesteretsdommere til at vurdere danske sager. Hvorfor er det, vi ikke siger, ok vi har en konvention, Menneskerettighedskonventionen. men vi siger, det er danske dommere, der vurderer den. De kender forudsætningerne. De ved, hvordan de arbejder i Danmark osv. Hvorfor bliver det bedre af, at der er nogle folk, der aldrig har sat deres ben i Danmark, der træffer afgørelsen.

DJ: Det er der jo et meget åbenlyst svar er jo, at hvis alle lande sagde, vi er medlemmer af de her konventioner, men vi vil ikke bruge konventionernes retsinstanser, da bruger vi dem, vi har selv, så vil det jo også være Rumænien selv og Asserbadjan selv osv.

MM: Så må de vælge nogle andre politikere.

DJ: Jo, ja, ja, men da er det vi jo bare siger, vi synes sådan set, det er en fordel for verdenssamfundet i særdeleshed, men også specifikt for Danmark, undskyld for verdenssamfundet generelt, men for Danmark i særdeleshed, var det jeg prøvede på at sige, fordi man er et lille land, som har en ambition om at påvirke verden og gerne vil have, det er, det er lovens ret ikke, der gælder internationalt, så er de her konventioner faktisk en fordel for os.

MM: Men de menneskeretskonventioner gælder jo kun europæiske lande, så det er jo ikke sådan, at New Zealand, USA, hvad ved jeg, alle de her lande rundt omkring i verden, Australien, er blevet til sådanne totale junglelovsprægede diktaturstater, fordi de ikke er med i konventionen, og hvis vi rundt i Europa er relativt enige om hvertfald mange, at det er et problem, hvad der sker specifikt  på udlændingepolitiken, hvorfor så ikke bare, jeg tror også, Henrik Sass har været inde på noget af det samme, bare sige det der står vi over. Vi vil ikke have det, vi vil selv bestemme

DJ: Men prøv, du skal lige sondre imellem hvis, jeg tror det, du refererede til det, som Sass og andre, herunder jeg selv har sagt i mit parti, er jo, at det er jo ikke alle ting, som står i de her konventioner, som vi er enige i. Det ville jo også være helt skørt, hvis vi var og ret tilfældigt, hvis man var enig i hver eneste sætning, men vi synes overordnet set, at det er bedre, vi har dem, end at vi ikke har dem. Var der ting, vi godt kunne tænke os at ændre, ja, det er der da 100%. Er der ting, som vi synes, her kan vi godt udfordre dem, fordi vi synes, at det er en usikker fortolkning, der ligger, og hvor det ikke er i vores interesse. Selvfølgelig. Matias, har du en afsluttende kommentar til det her, inden vi skal videre i?

MT: Jamen, jeg vil bare sige altså, hvilken lille dreng i skolegården, og jeg tror, vi har en interesse i, at der er gårdregler og en gårdvagt, og nogen gange så betyder det selvfølgelig, man får en dom imod sig. Men på bundlinjen gør konventionerne Europa til et bedre sted, og jeg tror, vores kontinent har en historisk forpligtigelse til at prøve at holde hinanden lidt i ørerne, og så må vi tage nogle af de domme med, som jeg medgiver er trælse at se på.

MM: Det her bliver et stridspunkt, ihvertfald hvis vi fremadrettet skal føre landets udlændingepolitik, og I har jo stærke allierede i de tre unævnelige partier,  som jeg indledte med at referere til. De vil jo også gerne lade udlandet bestemme.

Udskrift lavet af Anne

DFs Prøveballoner

Uffe Elbæks (AL) udtalelser (15.1.) har vakt furore, men Dansk Folkepartis yderligtgående prøveballoner vidner om farlige tendenser i samfundet. Bl.a. Martin Henriksens (DF) udmelding, at grundloven kun gælder for danske statsborgere (21.11.18). DF-strategien er, at et folketingsmedlem opsender en prøveballon med et mere eller mindre ekstremt indhold, hvorved DF erobrer plads i debatten. Herefter aflæser DF ekkoet og tilpasser sin holdning.

Flere juraprofessorer gjorde det klart, at Martin Henriksens (MH) udlægning af Grundloven var helt gal, hvorefter Peter Skaarup (DF) udtrykker forståelse (28.1.19) for MHs tolkning, omend ideen ikke var groet i Skaarups baghave. På den ene side tager Skaarup altså afstand, og så alligevel ikke, som det fremgår af følgende: »Det er nogle overvejelser, som han selv har gjort sig, og som han godt er klar over, at han står ret alene med. Det er ikke et udspil eller et politisk forslag,« siger Peter Skaarup og tilføjer, at »logisk set har han jo ret i, at den grundlovgivende forsamling i 1840erne nok ikke havde tanke på indvandring fra Afrika eller Mellemøsten«.

Et andet eksempel er Morten Messerschmidts (DF) prøveballon i DR P1/Slotsholmen (2.7.18):

”Der er så mange folk i det her land, som ikke føler sig som en del af Danmark, og de skal venligt hjælpes til et andet sted at være. De hører ikke til i Danmark. Og derfor så er det ikke nok bare at tale om stramninger i indvandringen, for det handler bare om at reducere tilstrømningen, nej, vi skal finde ud af, hvordan vi sørger for, at dem der bor i Danmark, de elsker det her land, de føler sig hjemme i det her land, og det bliver en helt ny måde at tænke på”.

Da DFs ledelse adspørges om måden at måle menneskers kærlighed til og følen sig hjemme i Danmark, viger den udenom ved at lade Messerschmidt svare - også udenom (16.7.18) - og ved at Thulesen Dahl skriver til mig (19.10.18), at han ikke har hørt udsendelsen.

Da Uffe Elbæk i DR/Hos Clement (9.9.18) spørger Messerschmidt, hvordan han vil måle Elbæks kærlighed til Danmark, svarer Messerschmidt, at DF ikke går ind for sindelagskontrol. Men prøveballonen er sendt afsted. Nogle kan således glædes over DFs skrappe og ekstreme linje, og andre kan føle utryghed: hvordan skal min kærlighed til og følen mig hjemme i Danmark måles? Og hvilke konsekvenser får det for mig?

En 3. prøveballon er DFs forslag om at skrive Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ud af dansk lov (26.10.17). Forslaget faldt, men igen, en prøveballon er sendt afsted uden samtidig at fortælle vælgerne, at en opsigelse af EMRK vil kunne få betydning for Danmarks medlemskab af EU. (Justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1023 (Alm. del) REU af 26. oktober 2017).

DF ved, at med tiden blir deres yderligtgående prøveballoner mainstream. Sådan kan DF fortsætte med at have overmagten, som de har haft siden 2001.

Skrevet af Anne

Skuffende Udsagn om Menneskerettigheder

Et fødselsdagsinterview i Altinget 21.1. med direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen (JC), har foranlediget en kommentar 26.1. fra den tidligere direktør for Instituttet, Morten Kjærum (MK). Altinget forelagde kommentaren for JC, der svarede her. 

Samme dag afviste JC også MKs udtalelser i et interview i Berlingske.

Kjærums svar bliver dd kritiseret af Bertel Haarder: Skuffende at se Kjærum lange ud efter sin efterfølger

Det skuffende er ikke MKs udtalelser, men det at JC i fødselsdagsinterviewet i Altinget 21.1. giver udtryk for, at Institut for Menneskerettigheder er et serviceorgan, der er en del af en politisk proces.

Et nationalt menneskerettighedsinstitut skal if. FNs Paris-principper fremme og beskytte menneskerettighederne gennem rådgivning på et uafhængigt grundlag. Det må ikke være underlagt nogen politisk eller anden kontrol, der kan have indflydelse på dets uafhængighed.

Det er direktørens opgave at fortælle politikerne, hvad menneskerettigheder er og ikke tage imod bestillinger.

Desværre er det ikke første gang, at JC giver udtryk for at være en del af en politisk proces. I Politiken 26.2.17 udtalte han således;

»Og ja, det indebærer, at vi giver køb på nogle værdier og måske lemper lidt på menneskeretsbeskyttelsen på nogle områder. Men det er en pris, vi må være klar til at betale for at holde sammen på Europa«.

Men at lytte til øjeblikkets folkestemning og politikere, der ikke skelner mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt er en farlig vej at betræde. Det kan kun glæde autoritære regimer og øge risikoen for menneskerettighedskrænkelser og svække Danmarks internationale omdømme.

Jeg har 26.1. sendt flg. 5 spørgsmål til bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder
Opdatering: svar fra IMR 4.2.19 kan hentes her

Kære medlemmer af Bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder,

Jeg tillader mig at spørge, 

1/ hvorvidt bestyrelsen er enig i flg. udtalelse fra Jonas Christoffersen i fødselsdagsinterviewet i Altinget, hvor IMR defineres som et serviceorgan, der er en del af en politisk proces?

Altinget: Er du ikke bange for at blive for indgroet i systemet? For ukritisk?

JC: ”Det handler ikke om at gøre sig til over for systemet. Vi er en offentlig institution. Vi er sat i verden for at rådgive Folketinget og regeringen. Det giver os vores penge hvert år. Og derfor skal vi kunne se dem alle i øjnene, uanset partifarve.”

2/ Institut for Menneskerettigheder arbejder med at fremme og beskytte menneskerettigheder i Danmark og internationalt.

 - hvordan gør IMR det, når direktøren i fødselsdagsinterviewet følger op på den udtalelse, han gav i Politiken 26.2.17 (vedhæftet):

»Og ja, det indebærer, at vi giver køb på nogle værdier og måske lemper lidt på menneskeretsbeskyttelsen på nogle områder. Men det er en pris, vi må være klar til at betale for at holde sammen på Europa«. 

3/ Jeg finder det beklageligt, at der med journalistens hjælp gives endnu et bidrag til fordrejning og mytemageri – i småtingsafdelingen ved igenigen at pege på Levakovic som skurken, i langt større skala med historiefriseringen af København-erklæringen og processen frem til den. 

- Ser bestyrelsen udkastet til Københavnerklæringen af 6.2.18 som noget rosværdigt jf. fødselsdagsinterviewet, når kun Ungarn og Rusland støttede det første udkast i Ministerkomitéen, og udkastet derefter var til omskrivning i medlemsstaterne?

4/ Jeg er klar over den klemme, IMR er i, som følge af især DFs og regeringens synspunkt på menneskerettigheder og den deraf afledede frygt for at miste tilskud og/eller frygt for lukning, men bør det ikke også nævnes, at MR er idealer, der bør stræbes efter jf. Njål Høstmælingen side 146 Hva er menneskerettigheter (2010)?

Men tilbake til det menneskerettslige paradiset. Gjennomgangen ovenfor kan synes svært så pessimistisk, hvor konklusjonen  er at selv etter seksti år med klare menneskerettslige regler synes ennå ikke noe samfunn å ha nådd alle målene som stilles. Dette kan like gjerne snus rundt: Det er flott at så mange stater forsøker å nå de målene som stilles. Menneskerettighetene er i denne henseende høythængende idealer, som statene først når gjennom lang, hard og målrettet innsats. Hvert lille steg i riktig retning innebærer litt færre krenkelser for enkeltindividene. I seg selv er dette et mål godt nok".

5/ I hvor høj grad lever IMR op til Pariserprincipperne om menneskerettighedsinstitutters uafhængighed af regeringer?

Jeg håber, at bestyrelsen også vil have Menneskerettighedssituationen i andre lande i tankerne, for Menneskerettighederne bliver kun svækket, når et land som Danmark løbende ikke tør kæmpe for dem 100% nationalt. 

Venlig hilsen,

Anne Albinus

cand.mag., lektor emer.
(...)

site

Ovennævnte indlæg er skrevet af Anne Albinus

ILLUSTRATIONEN ER FRA AMNESTY INTERNATIONALS ECOLES AMIES DES DROITS HUMAINS

Links:

10 år som direktør for Institut for Menneskerettigheder: Vi er blevet mere pragmatiske og mindre idealistiske Altinget 21.1.19

Kjærum: Går Jonas Christoffersen mere op i politiske skulderklap end konventioner? Altinget 25.1.19

Tidligere direktør kritiserer ledelsen i Institut for Menneskerettigheder Altinget 26.1.19

Jonas Christoffersen afviser anklage fra sin forgænger: Jeg er ikke »juridisk uprofessionel« Berlingske 26.1.19

Bertel Haarder: Skuffende at se Kjærum lange ud efter sin efterfølger Altinget 28.1.19
Advokat: Er Institut for Menneskerettig­heder blevet en logrende skødehund? Altinget 29.1.19


Debat: Institut for Menneskerettigheder skal rykke politikerne – ikke sig selv

Altinget 30.1.19

Jonas Christoffersen skal ikke tage fejl af Institut for Menneskerettigheder af Anne Albinus Berlingske 1.2.19

Aktivisten af Søren K. Villemoes Weekendavisen 1.2.19

Søren K. Villemoes på Facebook om artiklen 1.2.19

Idealistisk og kritiseret forkæmper:Menneskerettigheder handler om at begrænse magt Politiken 3.2.19

Skal menneskerettigheder ændres efter folkestemningen? Berlingske 4.2.19

Svar fra IMR til mig 4.2.19

At forebygge kritik. Morten Kjærum: Jeg forudsagde den kritik Danmark senere modtog svar til Søren K. Villemoes Weekendavisen 8.2.19

Direktør: Det bedste forsvar for menneskerettigheder er at fokusere på det væsentligste Kristeligt Dagblad 9.2.19

Undervisning

To elever på Nyborg Gymnasium har fået tilbudt undervisning, mens deres asylansøgning bliver behandlet, takket være en hurtig indgriben fra skolens rektor.

Alle har erkendt, at dette ligger inden for de beføjelser, en rektor har, og at skolen har levet op til Grundlovens paragraf 76 om børns ret til undervisning. Rektor har forklaret sin beslutning i medierne, og han bliver støttet af gymnasiets bestyrelse, som han står til ansvar for.

Så skulle man tro, at der ikke var mere at snakke om.

Men det er der, for beslutningen har vakt mishag i dansk folkeparti.

Hvis vi andre er uenige i en eller anden beslutning, så må vi til tasterne og skrive et modindlæg. Så må vi tænke og argumentere, ligesom modparten. Den slags koster kræfter og tager tid, men sådan er betingelserne i et demokratisk samfund. Ytringsfrihed er ikke gratis.

Men når det som her er dansk folkeparti, der er uenige med beslutningen, så er der ingen krav om argumenter eller andet pjat. Så får modparten fyringstrusler og hademails i stribevis. Så gælder Grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed kun i det omfang, det passer folkepartiet over alle folkepartier. 

Så langt er vi kommet. 

En sag, der begyndte i det helt små med undervisning af to elever i en begrænset periode, er bare vokset og vokset, og har ubarmhjertigt vist den forarmelse af vores demokratiske kultur, som har stået på gennem de sidste mange år.

Det er nødvendigt at gøre noget, hvis det ikke skal gå helt galt. Hvilken rektor hjælper os med at lære den lektie?

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger

Nyborg-rektor: »Jeg var vildt rystet over at medvirke i den debat. Bagefter måtte jeg bare koncentrere mig om at styre bilen sikkert hjem« Politiken 12.1.19

Støjberg om Somalia-sag fra Nyborg: Rektor giver børnene falske forhåbninger DR 12.1.19

Debatten DR2 10.1.19 

P1 Debat: Må afviste asylansøgere gå i skole? 7.1.19

- Martin Henriksen, du er uden følelser. Sådan siger Henrik Vestergaard Stokholm, rektor ved Nyborg Gymnasium, efter han har ladet børn, der har mistet deres opholdstilladelse blive undervist på Nyborg Gymnasium. Martin Henriksen (DF) mener, at rektoren leger politiker, og agerer uden følelser for sit eget land. P1 Debat 7.1.19 uddrag på Facebook

Rektor fik besked om, at to somaliske piger skulle stoppe: ’Jeg troede, det var løgn’ Information 8.12.18

Somalisk familie står til udvisning trods mønstereksempel på integration DR 6.12.19

En øde Ø

En øde Ø (1)

I forliget om finansloven for 2019 (2) er det aftalt, at udlændinge, der er dømt til udvisning, men som ikke kan tilbagesendes, skal indkvarteres på den lille ø Lindholm mellem Sjælland og Møn. Disse mennesker kan ikke sættes i fængsel, for så krænker vi deres menneskerettigheder. 

Dansk Folkeparti har længe krævet et ”paradigmeskift” i dansk udlændingepolitik. Men ingen, heller ikke DF’s ledelse, har kunnet fortælle os, hvori paradigmeskiftet mere præcist skulle bestå, og slet ikke, hvornår man syntes, det var nok. Man ville have stramninger, der kunne ses, og ville regeringen have sin finanslov, så måtte den finde på noget, DF kunne bruge i den kommende valgkamp.

Det lykkedes, desværre. En person med politisk fornemmelse har foreslået at flytte disse mennesker ud på en lille og så godt som ubeboet ø, hvor der ikke er naboer, hvis stemmer man risikerer at miste ved næste valg. Her vil man også have fuldstændig styr på, om de indsatte er ”hjemme” eller ej, fordi færgen er den eneste forbindelse til og fra øen. 

Dansk udlændingepolitik fortsætter i samme spor som hidtil, så noget paradigmeskift kan man ikke tale om. Nedrigheden er den samme som i smykkeloven, burka-forbuddet og kravet om håndtryk ved statsborgerskabsceremonien. Hver gang man troede, at nu var det da ikke muligt at stramme mere, så var der en kreativ person, der fandt på noget nyt. Vi må ikke sætte folk i fængsel, når de har udstået deres straf, men hvis fængselsmurene består af vand i stedet for af mursten, så vil det ikke give problemer med menneskerettighederne. Forstå det, hvem der kan.

Som bekendt er ideen med at anbringe uønskede personer på en ø ikke ny. En forhenværende socialdemokratisk minister har tidligere været ude med et lignende forslag. 

Det kreative var derfor ikke ideen selv, men at indse, at tiden nu er moden til at virkeliggøre den. For en snes år siden vakte ideen stor opstandelse i vide kredse, nu accepteres den stiltiende i de samme kredse. 

Forløbet viser, hvad der er sket med os alle sammen i løbet af de sidste 20 år. Det viser også, at det er nu, vi skal handle for at standse denne udvikling. Hvis vi bare lader den fortsætte, risikerer vi at blive medskyldige i overgreb, som vores efterkommere vil huske med gysen.

Der er to ting, det er vigtigt at huske i denne sammenhæng:

1. Bevægelsen har været glidende og er sket så langsomt, at hvert af de små skridt er blevet opfattet som naturlige og tilsyneladende harmløse fortsættelser af tidligere tiders politik på området
2. Der har ikke på noget tidspunkt været sat nogen grænse for, hvor langt man vil gå, ingen udsagn om, at det er ”hertil og ikke længere”. Der vil altid være nye meningsmålinger, nye valgkampe eller nye borgerlige, der presser på for yderligere stramninger, og der vil altid være folk, som kan levere varen.

Det kan være svært at mobilisere offentligheden mod hvert enkelt lille skridt i den forkerte retning. Samtidig ligger det i vores politiske kultur, som den har udviklet sig i de sidste årtier, at medierne næsten udelukkende fokuseres på det korte sigt.

Men den kultur må ændres. Vi er nødt til at beskæftige os med det store billede, for hvis vi ikke gør det, kan vi ikke finde vej ud af den labyrint, vi tilsyneladende er fanget i. 

Det er velkendt, at en del af de mennesker, der kommer hertil, er økonomiske migranter, mennesker, som flygter fra håbløse forhold i deres hjemlande. Men hvorfor er forholdene i disse lande så håbløse? Hvorfor er befolkningerne i disse lande så afhængige af de pengebeløb, deres landsmænd sender hjem fra udlandet?

En stor del af problemet er voldelige og korrupte regeringer, som ødelægger livsvilkårene for den almindelige befolkning i ”deres” lande, og som tvinger mange til at vælge den ekstremt farlige rejse mod Europa. 

Men hvem har holdt disse voldelige og korrupte regeringer ved magten i mange, mange år? Er det ikke politikere i den ”frie verden”, hvoraf nogle har optrådt som passionerede menneskerettigheds-fortalere om søndagen og solgt våben og overvågningsteknologi til diktaturstater om mandagen (3)? Hvem tjener på at hvidvaske de formuer, der stjæles fra befolkningerne i lande, for hvem demokrati og menneskerettigheder er en by i Estland (4)? Man kunne blive ved.

Det er på tide, vi indser, at de problemer, folketingsflertallet tror, det løser med isolering af uønskede personer på øde øer, er bittesmå dele af langt større problemer. Det er på tide, at vi erkender, at disse problemer er politiske og kræver politiske løsninger. Det er på tide, at alle forhold af betydning bliver erkendt og diskuteret åbent.

Vi bør naturligvis kæmpe imod, at mennesker bliver gemt væk, isoleret og glemt, således som studehandlen mellem regeringspartierne og DF lægger op til. 

Men vi bør også kæmpe imod, at noget lignende sker med vigtige, men ubekvemme, oplysninger og synspunkter.

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. Lindholm har et areal på 7 hektar og er ca. 1 km lang. Øen er ejet af staten og har i en årrække huset et laboratorium for virusforskning. Ifølge Wikipedia består den fastboende befolkning for tiden af 3 personer, så Lindholm er derfor strengt taget ikke nogen øde ø, men for de mennesker, der bliver spærret inde på øen, vil det næppe gøre den store forskel. 
2. Aftale mellem regeringen og dansk folkeparti. Finansloven for 2019 (30.11.18), side 36 – 38.
3. Jeg sigter primært til præs. Macron, hvis tårepersende tale i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig står i et groft misforhold til Frankrigs rolle i de lande, det handler om her. Andre eksempler kunne nævnes.
4. Her er det vist unødvendigt at nævne eksempler.