mandag den 3. december 2018

En øde Ø

En øde Ø (1)
I forliget om finansloven for 2019 (2) er det aftalt, at udlændinge, der er dømt til udvisning, men som ikke kan tilbagesendes, skal indkvarteres på den lille ø Lindholm mellem Sjælland og Møn. Disse mennesker kan ikke sættes i fængsel, for så krænker vi deres menneskerettigheder. 
Dansk Folkeparti har længe krævet et ”paradigmeskift” i dansk udlændingepolitik. Men ingen, heller ikke DF’s ledelse, har kunnet fortælle os, hvori paradigmeskiftet mere præcist skulle bestå, og slet ikke, hvornår man syntes, det var nok. Man ville have stramninger, der kunne ses, og ville regeringen have sin finanslov, så måtte den finde på noget, DF kunne bruge i den kommende valgkamp.
Det lykkedes, desværre. En person med politisk fornemmelse har foreslået at flytte disse mennesker ud på en lille og så godt som ubeboet ø, hvor der ikke er naboer, hvis stemmer man risikerer at miste ved næste valg. Her vil man også have fuldstændig styr på, om de indsatte er ”hjemme” eller ej, fordi færgen er den eneste forbindelse til og fra øen. 
Dansk udlændingepolitik fortsætter i samme spor som hidtil, så noget paradigmeskift kan man ikke tale om. Nedrigheden er den samme som i smykkeloven, burka-forbuddet og kravet om håndtryk ved statsborgerskabsceremonien. Hver gang man troede, at nu var det da ikke muligt at stramme mere, så var der en kreativ person, der fandt på noget nyt. Vi må ikke sætte folk i fængsel, når de har udstået deres straf, men hvis fængselsmurene består af vand i stedet for af mursten, så vil det ikke give problemer med menneskerettighederne. Forstå det, hvem der kan.
Som bekendt er ideen med at anbringe uønskede personer på en ø ikke ny. En forhenværende socialdemokratisk minister har tidligere været ude med et lignende forslag. 
Det kreative var derfor ikke ideen selv, men at indse, at tiden nu er moden til at virkeliggøre den. For en snes år siden vakte ideen stor opstandelse i vide kredse, nu accepteres den stiltiende i de samme kredse. 
Forløbet viser, hvad der er sket med os alle sammen i løbet af de sidste 20 år. Det viser også, at det er nu, vi skal handle for at standse denne udvikling. Hvis vi bare lader den fortsætte, risikerer vi at blive medskyldige i overgreb, som vores efterkommere vil huske med gysen.
Der er to ting, det er vigtigt at huske i denne sammenhæng:
  1. Bevægelsen har været glidende og er sket så langsomt, at hvert af de små skridt er blevet opfattet som naturlige og tilsyneladende harmløse fortsættelser af tidligere tiders politik på området
  2. Der har ikke på noget tidspunkt været sat nogen grænse for, hvor langt man vil gå, ingen udsagn om, at det er ”hertil og ikke længere”. Der vil altid være nye meningsmålinger, nye valgkampe eller nye borgerlige, der presser på for yderligere stramninger, og der vil altid være folk, som kan levere varen.
Det kan være svært at mobilisere offentligheden mod hvert enkelt lille skridt i den forkerte retning. Samtidig ligger det i vores politiske kultur, som den har udviklet sig i de sidste årtier, at medierne næsten udelukkende fokuseres på det korte sigt.
Men den kultur må ændres. Vi er nødt til at beskæftige os med det store billede, for hvis vi ikke gør det, kan vi ikke finde vej ud af den labyrint, vi tilsyneladende er fanget i. 
Det er velkendt, at en del af de mennesker, der kommer hertil, er økonomiske migranter, mennesker, som flygter fra håbløse forhold i deres hjemlande. Men hvorfor er forholdene i disse lande så håbløse? Hvorfor er befolkningerne i disse lande så afhængige af de pengebeløb, deres landsmænd sender hjem fra udlandet?
En stor del af problemet er voldelige og korrupte regeringer, som ødelægger livsvilkårene for den almindelige befolkning i ”deres” lande, og som tvinger mange til at vælge den ekstremt farlige rejse mod Europa. 
Men hvem har holdt disse voldelige og korrupte regeringer ved magten i mange, mange år? Er det ikke politikere i den ”frie verden”, hvoraf nogle har optrådt som passionerede menneskerettigheds-fortalere om søndagen og solgt våben og overvågningsteknologi til diktaturstater om mandagen (3)? Hvem tjener på at hvidvaske de formuer, der stjæles fra befolkningerne i lande, for hvem demokrati og menneskerettigheder er en by i Estland (4)? Man kunne blive ved.
Det er på tide, vi indser, at de problemer, folketingsflertallet tror, det løser med isolering af uønskede personer på øde øer, er bittesmå dele af langt større problemer. Det er på tide, at vi erkender, at disse problemer er politiske og kræver politiske løsninger. Det er på tide, at alle forhold af betydning bliver erkendt og diskuteret åbent.
Vi bør naturligvis kæmpe imod, at mennesker bliver gemt væk, isoleret og glemt, således som studehandlen mellem regeringspartierne og DF lægger op til. 
Men vi bør også kæmpe imod, at noget lignende sker med vigtige, men ubekvemme, oplysninger og synspunkter.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Lindholm har et areal på 7 hektar og er ca. 1 km lang. Øen er ejet af staten og har i en årrække huset et laboratorium for virusforskning. Ifølge Wikipedia består den fastboende befolkning for tiden af 3 personer, så Lindholm er derfor strengt taget ikke nogen øde ø, men for de mennesker, der bliver spærret inde på øen, vil det næppe gøre den store forskel. 
  2. Aftale mellem regeringen og dansk folkeparti. Finansloven for 2019 (30.11.18), side 36 – 38.
  3. Jeg sigter primært til præs. Macron, hvis tårepersende tale i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig står i et groft misforhold til Frankrigs rolle i de lande, det handler om her. Andre eksempler kunne nævnes.
  4. Her er det vist unødvendigt at nævne eksempler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar