Danmark praler med at være frontløber på asylområdet. Men når regeringen forsøger at eksportere afviste asylansøgere til afrikanske lande, klinger ordene om ”ligeværdige partnerskaber” hult.
Den 4. september mødes udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov med sine europæiske ministerkollegaer i den såkaldte femlandegruppe. Formålet er klart: At drøfte etableringen af udrejsecentre uden for EU – de såkaldte return hubs.
I ministeriets officielle pressemeddelelse fejres Danmarks rolle som en "frontløber" i ambitionen om et grundlæggende opgør med det nuværende asylsystem. Men spørgsmålet er, hvor stolte vi reelt kan være af den førte politik.
Fra asylbehandling til "Return Hubs"
Tidligere handlede den danske model om at flytte selve asylbehandlingen til lande som Rwanda – et projekt, som mødte massiv international modstand og hård kritik. Nu har strategien skiftet navn og form. Nu gælder det udrejsecentre for afviste asylansøgere.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i samme ombæring, at målet er at styrke samarbejdet med tredjelande gennem "et ligeværdigt partnerskab". Men kan et partnerskab nogensinde være ligeværdigt, når det reelt handler om, at rige europæiske lande betaler mindre bemidlede nationer for at overtage vores logistiske og humanitære udfordringer?
"Hvilken verden lever vi i?"
Svaret fra de berørte regioner er ikke til at tage fejl af. Den Afrikanske Union (AU) har – i en officiel pressemeddelelse, efter den danske Rwanda-lov blev vedtaget i juli 2021 – reageret med dyb bekymring og vrede over europæiske forsøg på at eksternalisere asylprocedurer. AU opfatter det direkte som en "xenofobisk" handling og en uacceptabel forlængelse af de europæiske landes grænser og kontrol helt ind på de afrikanske kyster.
Det er en skarp kontrast til virkeligheden: Afrikanske lande løfter i forvejen en enorm humanitær opgave ved at huse tæt på 85 procent af verdens flygtninge, mens de rige, udviklede lande kun tager sig af omkring 15 procent.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron har ligeledes sat direkte spørgsmålstegn ved troværdigheden i at tilbyde afrikanske lande investeringer, der reelt er øremærket til at bygge europæiske modtagecentre på deres kontinent. Som Macron tørt konstaterede 19.juni efter mødet i Bruxelles: "Hvilken verden lever vi i?"
Rwanda har problemer nok i forvejen
Retorikken om ligeværdighed overser fuldstændig de lokale realiteter i de lande, man ønsker at lave aftaler med. Tag Rwanda som eksempel. Det er et land på størrelse med Jylland, men med en enorm befolkningstæthed og en række interne socioøkonomiske udfordringer, der i forvejen presser landet til det yderste.
Som en rwandisk borger allerede formulerede det over for mig i 2021, efter Rwanda loven blev vedtaget :
”Vi har problemer nok i forvejen.”
Når Danmark og EU presser på for at eksportere afviste migranter til lande, der i forvejen kæmper med egne kriser, ligner det ikke et partnerskab. Det ligner et ekko af historisk, postkolonialt tankegods, hvor europæiske stormagter udnytter asymmetriske magtforhold til at flytte deres egne problemer uden for egne grænser.
Hvis regeringen oprigtigt ønsker ligeværdige relationer med det afrikanske kontinent, må vi starte med at lytte til deres protester i stedet for enerådigt at diktere, hvor Europas grænser skal gå.
Links
I lederartiklen i den belgiske avis Le Soir « Migration : les “hubs de retour”, hubs de la honte ? » 3. juni 2026 kritiserer Béatrice Delvaux Den Europæiske Unions beslutning om at outsource udvisningen af afviste migranter til tredjelande. Det etiske skred risikerer at underminere EU's grundlæggende menneskerettighedsværdier, idet Europa derved fralægger sig sit humanitære ansvar.
August 2025 Moving borders with history: new ways of thinking about border externalisation - Statewatch
Februar 2022 Operation Red Meat Rwanda and Ghana Offshore processing - Migration Control
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.