Kan kristendommen bane vejen for en toppost i EU?

Kan den rette religiøse retorik bane vejen til magtens absolutte tinde i Bruxelles? 

Det spørgsmål presser sig på, når man iagttager den danske statsminister Mette Frederiksen. Som erklæret ”kulturkristen” er hun i gang med et opsigtsvækkende strategisk skifte, hvor kristne værdier og retorik i stigende grad bruges som løftestang. Målet er klart: at sikre sig opbakning til en europæisk toppost – enten som formand for Europa-Kommissionen eller Det Europæiske Råd.

Frederiksen har brug for stemmer fra et flertal i Europa-Parlamentet. Her kigger hun mod den store centrum-højre-gruppe, EPP, der samler de europæiske kristendemokrater og konservative, samt mod det yderste højre. Kulisserne er sat, og lobbyarbejdet er nok i fuld gang under ledelse af hendes tidligere stabschef, som i dag er kabinetschef for den danske energikommissær.

En opsigtsvækkende alliance over midten

Det politiske mesterstykke – eller skrækscenarie, alt efter hvem man spørger – kom til udtryk i en fælles udtalelse fra Mette Frederiksen og Italiens højreorienterede premierminister, Giorgia Meloni. Udtalelsen har vakt enorm opsigt i Italien, netop fordi den slår bro over traditionelle politiske skel.

For Meloni og hendes parti, Fratelli d'Italia, er alliancen en strategisk triumf. For det italienske højre er det en kæmpe fordel at kunne fremvise en socialdemokratisk statsminister, der deler deres bekymring om, at ukontrolleret indvandring truer Europas værdier, kristne kulturarv og livsstil.

Kritik fra kirken og venstrefløjen

Men alliancen møder hård modstand. Den italienske venstrefløj anklager Meloni for at bruge ”kristne rødder” som et populistisk røgslør over en fejlslagen migrationspolitik. De påpeger det paradoksale i, at Italiens landbrug og erhvervsliv reelt fattes arbejdskraft, og at en rigid ”Fort Europa”-retorik skader landets økonomi.

Mere opsigtsvækkende er den voldsomme kritik fra katolske kredse. Pater Pierpaolo Loi skriver i La Pressenza bl.a. om retorikken i deres fælles brev_

Hele retorikken bygger på en kriminalisering af migranter og på de «negative konsekvenser af illegal immigration på vores samfund.

(...)

Disse påstande fremsættes som ubestridelige sandheder, men i det mindste for Italiens vedkommende modsiges de af undersøgelser og statistikker om kriminalitetsudviklingen i et land, der i forvejen er førende inden for organiseret kriminalitet (såsom mafiaen, 'ndranghetaen og camorraen). Desuden tager det ”stigende pres på de offentlige tjenester” ikke højde for, hvor meget immigrationen har bidraget til at holde skoler åbne, byggepladser aktive samt marker og landbrugsprodukter i sving, som vi finder i supermarkederne. Udhulningen af borgernes tillid skyldes i højere grad opfattelsen skabt af en xenofobisk og islamofobisk fortælling, som spredes af højrefløjens medier ved enhver given lejlighed, end det skyldes den faktiske virkelighed.

Loi skrive også, at det er dybt uretfærdigt at bruge kristendommen som et politisk varemærke til at fremme dehumaniserende ideologier og afvisning af nødstedte.

Netavisen Fanpage.it hæfter sig særligt ved, at erklæringens krav om respekt for europæiske værdier ikke kun gælder ulovlige migranter, men også de millioner af udenlandske statsborgere, der bor lovligt i Europa. Mediet tolker dette som et markant og direkte signal mod udlændinge generelt.

Artiklen fra HuffPost Italia belyser, hvordan Giorgia Meloni og Mette Frederiksen rejser en migrantalarm på sociale medier, selvom data fra Frontex og det italienske indenrigsministerium viser et markant fald i ulovlige ankomster.

Joakim Skovgaard Den Barmhjertige Samaritan 1917 SMK

Frustration i Frederiksens egne rækker

Frederiksens flirt med højrefløjens værdipolitik skaber også dyb splid i hendes egen europæiske partifamilie. Hos de italienske socialdemokrater (PD) opleves den danske statsministers ageren som stærkt pinlig. Aviser som Il Post rapporterer, at Frederiksens holdninger har skabt forlegenhed og irritation i den europæiske centrum-venstre-fløj gruppe i Europa Parlamentet, S&D, som dog indtil videre har afholdt sig fra at irettesætte hende offentligt, også fordi der ikke er en entydig holdning blandt de forskellige partier.

Spørgsmålet efterlades åbent: Hvis det lykkes den danske statsminister at omsætte den kulturkristne retorik til en europæisk toppost, hvilken kurs vil hun så sætte for Europa? Vil hun, i forsøget på at beskytte den europæiske kristne kulturarv, ende med at bygge mure omkring EU, der er så høje, at de kan nå Himlen?

Skrevet af Anne Albinus

Ligeværdigt partnerskab eller postkolonial tankegods?

Danmark praler med at være frontløber på asylområdet. Men når regeringen forsøger at eksportere afviste asylansøgere til afrikanske lande, klinger ordene om ”ligeværdige partnerskaber” hult.

Den 4. september mødes udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov med sine europæiske ministerkollegaer i den såkaldte femlandegruppe. Formålet er klart: At drøfte etableringen af udrejsecentre uden for EU – de såkaldte return hubs.

I ministeriets officielle pressemeddelelse fejres Danmarks rolle som en "frontløber" i ambitionen om et grundlæggende opgør med det nuværende asylsystem. Men spørgsmålet er, hvor stolte vi reelt kan være af den førte politik.

Fra asylbehandling til "Return Hubs"

Tidligere handlede den danske model om at flytte selve asylbehandlingen til lande som Rwanda – et projekt, som mødte massiv international modstand og hård kritik. Nu har strategien skiftet navn og form. Nu gælder det udrejsecentre for afviste asylansøgere.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i samme ombæring, at målet er at styrke samarbejdet med tredjelande gennem "et ligeværdigt partnerskab". Men kan et partnerskab nogensinde være ligeværdigt, når det reelt handler om, at rige europæiske lande betaler mindre bemidlede nationer for at overtage vores logistiske og humanitære udfordringer?

 "Hvilken verden lever vi i?"

Svaret fra de berørte regioner er ikke til at tage fejl af. Den Afrikanske Union (AU) har – i en officiel pressemeddelelse, efter den danske Rwanda-lov blev vedtaget i juli 2021 – reageret med dyb bekymring og vrede over europæiske forsøg på at eksternalisere asylprocedurer. AU opfatter det direkte som en "xenofobisk" handling og en uacceptabel forlængelse af de europæiske landes grænser og kontrol helt ind på de afrikanske kyster.

Det er en skarp kontrast til virkeligheden: Afrikanske lande løfter i forvejen en enorm humanitær opgave ved at huse tæt på 85 procent af verdens flygtninge, mens de rige, udviklede lande kun tager sig af omkring 15 procent.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron har ligeledes sat direkte spørgsmålstegn ved troværdigheden i at tilbyde afrikanske lande investeringer, der reelt er øremærket til at bygge europæiske modtagecentre på deres kontinent. Som Macron tørt konstaterede 19.juni efter mødet i Bruxelles: "Hvilken verden lever vi i?"

Rwanda har problemer nok i forvejen

Retorikken om ligeværdighed overser fuldstændig de lokale realiteter i de lande, man ønsker at lave aftaler med. Tag Rwanda som eksempel. Det er et land på størrelse med Jylland, men med en enorm befolkningstæthed og en række interne socioøkonomiske udfordringer, der i forvejen presser landet til det yderste.

Som en rwandisk borger allerede formulerede det over for mig i 2021, efter Rwanda loven blev vedtaget :

”Vi har problemer nok i forvejen.”

Når Danmark og EU presser på for at eksportere afviste migranter til lande, der i forvejen kæmper med egne kriser, ligner det ikke et partnerskab. Det ligner et ekko af historisk, postkolonialt tankegods, hvor europæiske stormagter udnytter asymmetriske magtforhold til at flytte deres egne problemer uden for egne grænser.

Hvis regeringen oprigtigt ønsker ligeværdige relationer med det afrikanske kontinent, må vi starte med at lytte til deres protester i stedet for enerådigt at diktere, hvor Europas grænser skal gå.

Skrevet af Anne Albinus

Links

I lederartiklen i den belgiske avis Le Soir « Migration : les “hubs de retour”, hubs de la honte ? » 3. juni 2026 kritiserer Béatrice Delvaux Den Europæiske Unions beslutning om at outsource udvisningen af afviste migranter til tredjelande. Det etiske skred risikerer at underminere EU's grundlæggende menneskerettighedsværdier, idet Europa derved fralægger sig sit humanitære ansvar.

August 2025 Moving borders with history: new ways of thinking about border externalisation - Statewatch 

Februar 2022 Operation Red Meat Rwanda and Ghana Offshore processing - Migration Control