Bødskov fremstiller mødet som endnu et skridt i en dansk succeshistorie:
"Danmark stod næsten alene, da vi første gang luftede ambitionen om at skabe et helt nyt system for migration og asyl i Europa. Derfor har vi også hele vejen igennem stået i spidsen for arbejdet."
Der er ingen tvivl om, at Danmark har været blandt de mest vedholdende fortalere for at flytte dele af migrationspolitikken uden for EU's grænser. Men fortællingen om et Europa, der nu følger den danske kurs, er mere nuanceret.
Det er ikke EU som helhed, der arbejder for return hubs. Initiativet bæres af en arbejdsgruppe bestående af Danmark, Tyskland, Østrig, Grækenland og Holland.
Flere medlemslande er fortsat skeptiske, og ingen ved endnu, om modellen overhovedet kan omsættes til praksis.
En løsning uden svar
Jo tættere man kommer på detaljerne, desto flere spørgsmål melder sig.
Vi ved fortsat ikke:
- Hvilke lande der vil lægge territorium til
- Hvilke personer der konkret kan sendes
- Hvilke rettigheder de får
- Hvor længe de kan opholde sig i centrene
- Hvordan centrene skal overvåges og
- Hvad der sker med mennesker, som ingen lande vil modtage
Der har været spekulationer om Rwanda, Kenya, Usbekistan og andre lande i Afrika og Asien. Men indtil videre er der ingen offentlige aftaler.
Return hubs fremstilles ofte som den manglende brik i Europas migrationspolitik. Men måske er de snarere den sværeste brik af dem alle.
Symbolpolitik eller systemændring?
EU's nye returlovgivning åbner døren for "innovative løsninger", herunder return hubs. Men en juridisk mulighed er ikke det samme som en praktisk løsning.
Tværtimod viser erfaringerne med tilbagesendelser, at de største problemer sjældent handler om, hvor personer opholder sig. De handler om, at oprindelseslandene nægter at modtage egne statsborgere, eller at identiteten ikke kan fastslås. Return hubs løser ikke nødvendigvis nogen af de problemer.
Derfor risikerer debatten at handle mere om signalpolitik end om faktisk at øge antallet af effektive tilbagesendelser.
Kritikken bliver ved
UNHCR's repræsentant i Bruxelles, Jean-Nicolas Beuze, advarede i Politico 24.6.26 om, at EU i stigende grad falder for "populistisk retorik" og "alternative fakta" om migration. Ifølge ham risikerer flygtninge at blive sendt til tredjelande, hvor de kan lide "uoprettelig skade". Kritikken rammer kernen i den aktuelle debat: Er return hubs en reel løsning på Europas udfordringer med tilbagesendelser – eller bliver de først og fremmest en måde at flytte ansvaret uden for EU's egne grænser?
Den kritik bør ikke affejes som ideologisk modstand. Tværtimod peger den på de spørgsmål, som politikerne endnu ikke har besvaret.
Hvis EU lande ønsker at etablere return hubs, må de kunne dokumentere, hvordan menneskerettigheder, retssikkerhed og international lov overholdes. Ellers risikerer de at skabe et system, som både bliver dyrt, juridisk skrøbeligt og politisk omstridt.
Netop dét spørgsmål står stadig ubesvaret. Ingen ved endnu, hvilke lande der skal huse centrene, hvilke standarder der skal gælde, hvem der skal føre tilsyn, eller hvad der sker med mennesker, som hverken kan sendes hjem eller videre. Hvis svarene udebliver, risikerer return hubs at blive husket som endnu et europæisk kompromis, hvor politisk handlekraft blev prioriteret over retssikkerhed.
Danmark ønsker at blive husket som landet, der ændrede EUs migrationspolitik. Men om return hubs bliver en milepæl eller et fejlgreb, afhænger ikke af visionerne, men af, om de fem lande kan dokumentere, at modellen både virker i praksis og respekterer de retlige og humanitære principper, som EU selv bygger på.
Skrevet af Anne Albinus
Links
Se video fra DW 2.6.26
How the EU compromised its values on migration
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.