torsdag den 7. september 2017

Drømmen om at være fri for Konventioner og lign.

Altinget refererede 4.9.17 en Norstat-meningsmåling: "Hvis det ikke lykkes for den danske regering at få genforhandlet den europæiske menneskerettigheds-konvention (EMRK), så det bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge, bør Danmark træde ud af konventionen. Sådan konkluderer næsten hver anden vælger (48 procent) i en ny Norstat-undersøgelse, mens kun hver tredje (34 procent) mener, Danmark under alle omstændigheder skal forblive i konventionen." 

I Politiken december 2016 blev daværende finansminister, nu forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V) refereret for at have sagt, at han på et personligt plan gerne ser konventionerne fuldstændig ophævet.


Hvis man er fortaler for at slippe af med konventioner, bør man vide, hvad det indebærer at være traktats- og konventionsløs. 


Uden konventioner er det nemlig lettere for magthavere at undertrykke det enkelte menneske eller et mindretal inden for staten. Så hvis et parti i dag giver udtryk for helst at være fri for konventioner, bør man være på vagt, hvis det parti en dag skulle få flertal.


Skal grundlæggende frihedsrettigheder bortkastes, fordi nogle få udenlandske kriminelle ikke kan udvises? 


De borgerlige og politiske rettigheder som Menneskerettigheds-konventionen beskytter er bl.a.

  • ret til livet,
  • forbud mod tortur mv., 
  • forbud mod slaveri og tvangsarbejde, 
  • ret til frihed og sikkerhed, ret til retfærdig rettergang, 
  • ingen straf uden hjemmel, 
  • ret til respekt for privatliv og familieliv, 
  • ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, 
  • ret til at indgå ægteskab og 
  • adgang til effektive retsmidler.

I dette indlæg skal vi se på to sager, hvor det har gavnet magthaverne, at der ikke var konventioner eller lign. til at beskytte en gruppe borgere.


Det drejer sig om 2 sager, der begge omtales som Thulesagen:

  • sagen om tvangsflytningen 25. - 28. maj 1953 af 27 fangerfamilier ialt 116 personer fra Dundas (Uummannaq) i Grønland. De blev tvangsflyttet i stor hast lige inden Grundlovsændringen 5.6.1953 og inden Danmark ratificerede Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 13.9.1953

Slide
Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse tidl. stadsarkivar Henning Bender Aalborg Kommunes Stadsarkiv

I/ Tvangsflytningen 1953 fra Dundas/Uummannaq




   Maleren Gitz Johansen (nr. 2 fra højre) og Peter Freuchen yderst t.h.
 i samtale med Inughuit på Thule-bopladsen 1948.



I 1953 - efter ønske fra USA, der skulle anlægge den militære Thulebase - blev 116 beboere beordret fra det gamle Thule (Dundas/Uummannaq) til det nye Thule Qaanaaq. De 27 familier fik 4 dage til at pakke deres ejendele sammen, forlade deres boplads og flytte til et helt nyt sted ca. 120 km mod nord.

Per Walsøe skriver i Thule farvel 2003: 

"Bag sig havde de forladt deres hjem, deres kødstativer, deres begravelsespladser og deres forfædres ånder. De forlod også de fangstområder, som havde været deres livsgrundlag i op til 1000 år. Fangerfamilierne hævdede, at de var blevet tvunget til at flytte ved en blanding af trusler og løfter: truslen om, at deres huse ville blive fjernet med bulldozer og et halvt løfte, en halv trussel om, at kun hvis de rejste indenfor de fire dage som den danske administration havde givet dem, ville de få nye huse, dér hvor de valgte at slå sig ned ved den næste fjord mod nord" (side 11).





Ødelæggelsen af bopladsen ved Uummannaq i 1956


Professor i antropologi Kirsten Hastrup, KU, fortæller om ødelæggelsen af bopladsen i Thule på tidens rand 2015 (Læseprøve). Side 273 skriver hun, at Thulesamfundet blev hårdt beskåret gennem etableringen af Thulebasen. Beskrivelsen baserer sig på et partsindlæg i landsretssagen i 1999, der fremlagde detaljeret dokumentation.

Hastrup betegner ødelæggelsen som “uafrystelig” og en indtil da ukendt historie, der lægger endnu et lag til fornemmelsen af skam. If. Hastrup er destruktion af huse Thulefolket fremmed. Tomme huse i en bygd for eksempel giver håb om en større fremtid, hvor folk kan komme tilbage, sålænge husene står.

“I de første år var nogle af de fraflyttede vendt tilbage til bopladsen i forbindelse med fangstrejser, og man kunne stadig komme til sæler og hvalrosser i fjorden. Det kolliderede nu med det amerikanske luftværnsbatteri, og der måtte gøres noget. Inspektøren for Nordgrønland foreslog, at de forladte eskimohuse blev jævnet med jorden af en bulldozer, så de ikke fristede til ophold. Nationalmuseet ønskede imidlertid Comers mødding, det vil sige resterne af den forhistoriske boplads, hvor man “opfandt” Thulekulturen fuldstændig fredet. Erik Holtved som rådgav statsministeren i sagen plæderede for yderligere fredning af dele af den fraflyttede boplads. Det blev meddelt inspektøren, at han måtte vente med bulldozeren, så længe fredningssagen kørte.

Men inden sagen blev kørt til ende, skriver Hastrup, kom der et nyt forslag om at lade huse afbrænde. Det eneste hensyn man tog i forhold til bevaring lød: Skulle man alligevel beslutte sig til at lade husene knuse med en bulldozer, bør man hertil vælge en årstid, hvor jordbunden er frossen, da der ellers vil være risiko for, at bulldozeren beskadiger køkkenmøddingen og andre rester af arkæologisk interesse”. 

Nationalmuseet tiltrådte kort tid efter afbrændingen af husene.

“Forbindelsesofficeren på Thulebasen foranledigede derefter, at cirka halvdelen af husene blev nedbrændt i efteråret 1956, hus for hus. Resten skulle nedbrændes det følgende år, og i november 1957 var de fleste af husene brændt af, sammen med de mange nye forbudsskilte ville dette nok betyde “at arelaet lades i fred” Fred?”

Hastrup skriver, at Thulefolkets historie ikke skal romantiseres, men den skal respekteres i al sin utrolige hårdførhed. “Samtidig skal vi huske, at netop historien og hele den relativt nye kolonihistorier stadig er meget tæt inde på kroppen i Thule. Der er brug for fortsat eftertanke i Danmark.”


Thulebopladsen Akvarel 1948 af Gitz Johansen
med tilladelse 


De tvangsflyttede fangerfamilier frøs

Fangere, som havde huse ved Uummannaq, kunne frit vælge, hvor de ville hen, skriver Hastrup side 273. De var blevet lovet nye huse på de bopladser, de valgte. Af kontorchef i Grønlandsministeriet Philip Rosendahls rapport fremgår det 

"at der var tale om utroligt hastværk som betød, at man ikke nåede at få bygget de planlagte tørvemure på tre sider, der var uden vinduer; den fjerde side - mod syd og mod fjorden - som var med indgangsparti, bislag og vinduer skulle blot stå i træ. Beklædningen krævede meget tørv, men da først frosten igen havde fået tag i det øverste jordlag, kunne ingen skære tørv. Under alle omstændigheder stod husene først færdige længe efter, at man normalt ville være flyttet tilbage i sit vinterhus, og det tvang folk til at blive i sommerteltene alt for længe. Siden frøs de i deres uisolerede træhuse. De havde dårligt råd til tilstrækkelig med kul, og der var ikke andre brændselskilder og desuden lang tid til næste års forsyninger. Desværre var de ønskede træventiler, som man havde forudset anvendt i taget - en ny variant af husets næse - heller ikke nået frem med det resultat at en stor mængde em fra mennesker og madlavning ville fortætte sig på væggene. Det forudså Rosendahl, der også selv måtte forlade distriktet, før husene var optimalt udrustede, mens havet endnu var åbent; han gjorde derfor ikke andet end at påpege det ." 

(...) 

"Helbredsmæssigt var det største problem i 1953, at husene var så dårligt isolerede. Faktisk blev der i hele distriktet kun opført ét eneste tørvehus efter forskriften, nemlig i Qeqertarssuaq (Herberts Ø) hvortil  der var flyttet 25 personer, otte mænd, seks kvinder og elleve børn" (side 276).

Fælleserklæring: ''Et Rigsfællesskab i gensidig respekt''

2.9.1999 enedes landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og statsminister Poul Nyrup Rasmussen om en fælleserklæring med overskriften: Et rigsfællesskab i gensidig respekt hvor der blev givet en undskyldning til de tvangsflyttede fangerfamilier (min fremhævning):

"Vort Rigsfællesskab har fra begyndelsen bygget på ligeværd, gensidig respekt og samhørighed.

Danmark og Grønland har en fælles historie, som vi må vedstå - også når historien er ubehagelig, og når den viser, at menneskers selvværd er blevet krænket.

Landsretten har den 20. august 1999 afsagt dom i sagen om Thule-befolkningens flytning i 1953. Landsretten fastslår, at danske myndigheder dengang handlede retsstridigt. Flytningen blev besluttet og gennemført på en måde og under omstændigheder, som indebar et alvorligt indgreb over for befolkningen. 

Vi kan ikke ændre de historiske begivenheder, men vi må vedstå og respektere dem. For med dommen er der sat en grænse for statsmagtens indgreb over for en befolkning.

Ingen kan i dag gøres ansvarlig for tidligere generationers handlinger for snart 50 år siden. Men i Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning - utoqqatserpugut - til Inughuit, Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953. 

Vi ønsker at fortsætte og styrke vort samarbejde og samhørigheden mellem Danmark og Grønland. Det dansk-grønlandske samarbejde i Rigsfællesskabet skal også i fremtiden bygge på gensidig respekt. 

Ved Grundlovens ændring i 1953 blev borgerne i Grønland ligestillet med danske borgere. Med hjemmestyrets indførelse i 1979 fik Grønland sit eget parlament, som indebærer, at beslutningerne træffes tættere på borgerne i det grønlandske demokrati. En gentagelse af begivenhederne i 1953 er derfor udelukket." Citat slut (Resten kan læses her).

I november 2003 led Thuleboerne et "svidende nederlag i Højesteret, da retten enstemmigt stadfæstede Østre Landsrets dom fra 1999. Det betød, at Thuleboerne måtte nøjes med den erstatning på 1,7 millioner kroner, som de fik dengang," skrev Politiken 28.11.2003.



Hverken grundlov eller konventioner kunne hjælpe de tvangsflyttede fangerfamilier


  • Grundloven§ 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed trådte først i kraft 5.6.1953 ved Grundlovsændringen, hvor borgerne i Grønland blev ligestillet med danske borgere:


Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. 



  • Og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention var endnu ikke ratificeret på det tidspunkt, hvor tvangsflytningen skete. Det skete først den 13.9.1953, så fangerfamilierne kunne ikke henvise til paragraf 8 i Den Europæiske Menneskerettighedserklæring:

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. 

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. 


Faktisk kan der ikke ske varig afståelse i Grønland, så man kan spørge om afbrændingen i 1956 af mange af husene er lovlig? Jens Brøsted og Mads Fægteborg skriver side 178 i Thule Fangerfolk og militæranlæg, Akademisk Forlag 1987:"I Danmark medfører en ekspropriation normalt en varig afståelse af et gode. En ekspropriation kan dog som omtalt også være af midlertidig karakter. Grønland må ekspropriation af territoriale rettigheder principielt være midlertidig, selv om den godt kan være af langvarig karakter. Der kan jo ikke ske nogen varig afståelse."



Dundas gives tilbage 20.11.2003


Den 20.11.2003 underskrev repræsentanter for Grønland, Danmark og USA en aftale om "tilbagelevering" af Dundas området, idet dette blev udskilt fra det amerikanske forsvarsområde. Med området fulgte nogle lossepladser:

"- USA og Danmark har givet os en losseplads og en skuffende dårlig aftale, lød slagordene fra demonstranterne, der var anførtaf inuit-organisationen ICC og foreningen af fordrevne Thule-folk.
USA tilbageleverer Dundas uden at rydde op efter sig. De efterlader bl.a. tre lossepladser, fyldt med spildolie, ligesom Thule-folket frygter spor efter atomaffald i området.

Aftalen forpligtiger den danske stat at sørge for oprydningen". (DR 21.2.2003)


Miljøtilsynsrapporten for Dundas står side 14, at planen var, at det farlige jordaffald skulle udskibes til behandling/bortskaffelse i Danmark. Jeg ville vide, hvor dette skulle ske. Men så så jeg til min undren, at Danmark bruger et EU-plante direktiv om forbud mod import af jord for at slippe for at tage det farlige jordaffald som aftalt tidligere.



Jeg tænkte, at det vel aldrig havde været meningen med det farlige jordaffald fra Dundas, der skulle udskibes til Danmark, at det skulle bruges til f.eks. dyrkning af afgrøder eller prydplanter.



Jeg skrev derfor til Miljøstyrelsen: Vil du venligst have ulejlighed med at uddybe for mig, hvorfor I har valgt at henvise til forbuddet beskrevet i bilag 3, pkt. 14 i bekendtgørelse nr. 1301 af 17. december 2012 om import af planter og planteprodukter mv." når meningen med eksport til Danmark var behandling/bortskaffelse?



Herefter blev jeg ringet op og fik fortalt, at det kun var olie, ikke radioaktivt affald, og at Danmark og Grønland var blevet enige om en aftale, som de nu havde lagt bag sig, ligesom tvangsflytningen af Thulearbejderne var noget, Grønlænderne havde lagt bag sig.



På Naalakkersuisuts hjemmeside kan man læse rapporterne om miljøafbødende foranstaltninger ved Dundas.

I 2011 indgik det daværende medlem af Naalakkersuisut for Indenrigsanliggende, Natur og Miljø Anthon Frederiksen en politisk aftale mellem Grønland og Danmark angående gennemførelsen af miljøafbødende foranstaltninger på to gamle lossepladser ved Dundas. Oprydningsarbejdet blev igangsat i september 2012, og selve arbejdet med de miljøafbødende foranstaltninger blev afsluttet september 2013.

Oprydningen er gennemført i overensstemmelse med den politiske aftale, på nær at jord kategoriseret som ”Farligt affald” ikke er blevet sendt til Danmark, men i stedet er blevet deponeret lokalt på Dundas i et egnet område væk fra havmiljøet. Årsagen hertil var et EU-direktiv, som ikke tillader indførslen af jord til EU pga. risikoen for spredning af andre plantearter. Departementets rådgiver var i kontakt med NaturErhvervstyrelsen i Danmark vedr. forsendelse af jord til Danmark. NaturErhvervstyrelsen meddelte i juni 2013, at jord fra Grønland er omfattet af forbud mod import. Forbuddet er beskrevet i bilag 3, pkt. 14 i bekendtgørelse nr. 1301 af 17. december 2012 om import af planter og planteprodukter mv. 

Den forurenede jord er deponeret under permafrostspejlet, og der er taget højde for eventuelle klimaforandringer. Denne løsning blev anbefalet af departementets konsulent som værende miljømæssigt forsvarlig, og løsningen er i overensstemmelse med intensionerne i den politiske aftale fra 2011, som daværende medlem af Naalakkersuisut for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø Anthon Frederiksen valgte at indgå.

Også landslægen i Grønland undrede sig over Danmarks henvisning til EU-plantedirektivet:

"5.1. Udtalelser fra myndigheder og sagsparter

Miljøgodkendelsen har været sendt i høring hos: · Qaasuitsup Kommunia

· Landslægeembedet

Qaasuitsup Kommunia havde ingen kommentarer til miljøgodkendelsen. Landslægeembedet fandt løsningen acceptabel men udtrykte undren over, at Danmark kunne undslå sig ansvar begrundet med et EU-importforbud af jord, da Grønland i EU-jura opfattes som et oversøisk territorie til Danmark og grønlandske borgere som EU-borgere."


II/ THULEARBEJDERNE



Poul O. Andersen, der var værnepligtig sekretær på Thule Air Base, fortæller til Kristeligt Dagblad 21.5.2004 om flystyrtet 21. januar 1968:

"Isen blev renset af amerikanske soldater og danske arbejdere, samt inughuitter der kom til undsætning fra den nærmeste landsby Moriussaq. Alle hjalp med at samle den forurenede sne op med hænderne og komme den i tønder, uden at være beskyttede mod radioaktivitet. En af de hjælpsomme inughuitter, Ululik, fortæller at hans bjørneskindsbukser bagefter blev taget fra ham og sendt til USA for at blive undersøgt for radioaktivitet. Han fik dem aldrig tilbage og er nu død. 


De danske arbejdere, der sammen med amerikanske soldater og grønlandske fangere ryddede op efter en ulykke med radioaktive og giftige stoffer, er aldrig blevet fulgt helbredsmæssigt. (Se tidligere indlæg her.) Et Euratom-direktiv kunne ellers have hjulpet dem, men den danske regering smøg sig uden om, da Danmark ikke var medlem af EU i 1968. 



Foto af slide

Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse tidl. stadsarkivar Henning Bender Aalborg Kommunes Stadsarkiv

Selv om radioaktive og andre giftige stoffer blev spredt ved ulykken 21.1.1968, fik de der ryddede op ikke tilbudt beskyttelsesudstyr, og de fik heller ikke at vide, at det var en nuklear ulykke. If. et Euratom direktiv 96/29 skal arbejdere i lignende situationer følges regelmæssigt mht. helbred. 

Overlevende Thule-arbejdere henvendte sig i 2002 til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender for at presse den danske stat til at acceptere Euratom-traktatens krav om årlige helbredsundersøgelser. Andragendet fra J. Carswell (andragende 720/2002).


Europa-Parlamentet kritiserede Danmark i en skrivelse den 14. december 2004. Sagen blev afsluttet med Wallis-betænkningen, der kritiserede den danske regering. Europa-Parlamentet støttede de danske Thule-arbejdere næsten enstemmigt. Alligevel valgte den danske regering at ignorere kritikken. Jens Peter Bonde mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet skrev "I går var jeg flov over at være dansk"


Det er vigtigt at understrege, at Europa-Parlamentet med stort flertal mener, at Danmark også før indmeldelsen i EF i 1973 var omfattet af Euratom, og Thulearbejderne dermed har/havde krav på årlig heldbredsundersøgelse jf. afgørelsen i petition 720/2002 (Carswell). EU-Kommissionen har så det modsatte synsunkt jf. Greenland Omission.





Hvis nogen ønsker at træde ud af konventioner, bør de tage en snak med de sidste overlevende tvangsflyttede Inughuit og deres efterkommere og de sidste overlevende Thulearbejdere.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

Thule - fangerfolk og militæranlæg en retlig-historisk undersøgelse af Thule basens anlæggelse, Thules flytning og befolkningens erstatningskrav af Jens Brøsted og Mads Fægteborg 1985 Jurist- og økonomforbundet

Thule-kultur

Retten til Thulelandet, Chr. Harlang, Aqqaluk Lynge, Henrik Karl Nielsen, DIKE, 1999

Se bl.a. dokumenter om landsrettens dom i Thulesagen.

Thule farvel, tvangsflytningen i 1953, Per Walsøe, Tiderne Skifter, 2003

USA tilbageleverer Dundas til Grønland

Thule Fortrydelse men næppe ændringer Information 9.9.2003

Folket ved jordens navle film Viden.jp

Thuleulykken den 21.1.1968. Radioaktive og giftige Stoffer

Thule-arbejderne. Et "Svar" fra Udenrigsministeriet 20.3.2017


Indlæg af Jeff Carswell Stop den videnskabelige Myte om Thulearbejderne 14.7.2015. Læserbrev afvist af Politiken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar