Et Juleeventyr Nissen på Marienborg

Frit efter H.C. Andersen

Der var engang en lille Nisse. Han boede i vitrineskabet på Marienborg med det fine ostindiske porcelæn, på anden nederste hylde bag tepotten. Husk jeg er fra Ostindien!, sagde Tepotten altid. Den var blevet fornærmet, da Lars Løkke og Anders Fogh i et tv program havde sagt, at porcelænet var fra Vestindien.

 

I skabet kunne Nissen drømme sig tilbage til det Kina, hans Oldefar havde fortalt ham om. Oldefaren havde været husnisse for en købmandsfamilie i Shanghai. Oldefaren fortalte om de mange skønne selskabelige sammenkomster, især med den norske havnedirektør og hans søde familie. Så fik oldefar Nisse en ekstra stor smørklat. 

 

Da købmandsfamilien flyttede hjem, fulgte oldefar Nisse med, og de rykkede ind på Marienborg. Oldefar Nisse var en klog mand, og i tepotten gemte han sine gode råd, så den lille Nisse kunne bruge dem. Han havde også adgang til det fineste bibliotek med smukke bøger. Alt hvad der var sket i denne verden, kunne Nissen læse sig til. 

 

Nissen var træt. Statsministeren havde fået så grueligt brug for dens hjælp. Den var blevet udnævnt til overogunderkonventionsnisse og skulle på en fornem Mission til 46 lande og præsentere en stur ambitiøs plan. Planen var at svække den europæiske menneskerettighedsdomstol, så Danmark og andre lande kunne udvise flere kriminelle udlændinge. Det var det største problem, Danmark havde. Det var godt nok ikke i ret mange tilfælde, at domstolen forhindrede udvisninger, men det troede Folket, og statsministeren havde brug for stemmer fra DF og DD og ligesindede, kunne Nissen nok forstå. 

 

Nissen havde det ikke godt med planen. Der var noget forkert ved den, syntes den. Den var nemlig en ordentlig Nisse.

 

Nissen anede ikke sine levende råd. Men så kom han i tanke om, at oppe på Kvisten boede en Student. Man havde glemt at opsige ham, da højesteretssagfører David testamenterede Marienborg til Staten. 

 

Nissen listede op ad ad køkkentrappen op til kvisten, hvor Studenten boede. Der var lys derinde, og Nissen kiggede gennem nøglehullet og så, at Studenten læste i en bog. Men, hvor der var lyst derinde! Ud af bogen kom en klar stråle, der blev til en stamme, til et mægtigt træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud over Studenten. Hvert blad var så friskt, og hver blomst var et dejligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og forunderlige klare. Hver frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det vidunderligt dejligt! Det var den europæiske menneskerettighedskonvention!

 

Nej, sådan herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt sig, endsige set og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, til lyset derinde slukkedes; Studenten blæste sin lampe ud og gik til sengs, men den lille Nisse stod der alligevel, thi sangen klang endnu så blød og dejlig, en yndig vuggevise for Studenten, der lagde sig til ro.

 

Næste dag gik Nissen ind til Studenten og præsenterede sig som den nye overogunderkonventionsambassadør.

 

Kan du hjælpe? spurgte Nissen. Jeg skal præsentere en plan i 46 lande, så Statsministeren kan vinde næste valg. Hvis jeg ikke gør det, får jeg ikke min risengrød hver dag.

 

Studenten, der kunne den danske udlændingelovgivning, indfødsretslovgivningen og den europæiske menneskerettighedskonvention forfra og bagfra havde en kæreste i Kina, som ikke kunne komme til Danmark. Hun var nummer 467 til en hjertetransplantation fra en DF’er eller en DD’er, så hun kunne få stemplet Dansk i Hjertet. 

 

Jeg skal nok hjælpe, sagde Studenten. Jeg formulerer en fællesudtalelse på en uklar måde og gør den selvmodsigende. Der skal nok være nogen, der hopper på den, men den kan ikke blive vedtaget af alle lande. Og den bliver aldrig til noget: Bjerget barsler med en Mus!

 

Fint, sagde Nissen, vi prøver.

 

Det var ikke det, at Nissen skulle fremlægge indholdet, en Fællesudtalelse som det så fint hed, i brevet på sin turné til 46 lande. Det havde han Statsministerens mundlæder med til. Hun kunne så ikke bruge det hjemme, under Nissens udemission. Men statsministeriet havde indspillet forskellige udsagn, der kunne bruges hjemme. 

 

Når Nissen kom til et fremmed land, kunne han sætte mundlæderet på en hvilken som helst genstand, der så fik mål og mæle og kunne udtale sine tanker og følelser lige så godt, som Statsministeren. Men kun en genstand ad gangen kunne få mundlæderet på, og det var en velgerning, for ellers havde de jo talt hverandre i munden. Mundlæderet startede altid med: Det er ikke en Menneskeret at komme til Danmark og slå ihjel. Så spidsede alle øren. 

 

Nissen drog afsted med ekstrapost. Men ak, i nogle store lande havde man følt ubehag over Fællesudtalelsen. Tyskland og Frankrig ville ikke være med. Det er lumsk, sagde Frankrig. Nissen var flov. Han havde lært fransk. Det var især det med Art 3

 

Klarhed om umenneskelig og nedværdigende behandling: Anvendelsesområdet for ”umenneskelig og nedværdigende behandling” i artikel 3, som er en absolut rettighed, bør begrænses til kun at omfatte de mest alvorlige forhold, så den ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan træffe proportionale afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge eller i udsendelses- eller udleveringssager, herunder i sager, der rejser spørgsmål angående sundhedsmæssige forhold og fængselsforhold.

 

Nissen nåede at få 27 lande med på fællesudtalelsen, men han kom hjem så udmattet med mundlæderet i en hullet bærepose. Fællesudtalelsen blev præsenteret i Strasbourg, mens Nissen sov ud hjemme på Marienborg bagved tepotten.

 

Nissen kunne lugte risengrøden. Det var lillejuleaften. Det summede på Marienborg, hvor Statsministeren havde indkaldt sine partifæller. De skulle tale om hendes Nytårstale. Fællesudtalelsen skulle lanceres som den helt store Sejr. Statsministeren havde fået syvogtyve lande til at synes om hendes plan om at svække domstolen i Strasbourg. Statsministerens Hofjuraprofessor, den eneste i kongeriget, der måtte udtale sig, spillede på flygel og sang så kønt: 

 

Dejlig er fællesudtalelsen

Dejlig er Danmark

Dejlig er Statsministeren

Dejlig er jeg

 

De danske menneskeretseksperter, menneskeretsngo’er, institutter og interessenter, som hofjuraprofessoren afskyede, stod uden for Marienborg og sang:

 

Ach, du lieber EMRK

Ach, du lieber EMRK

Alles ist weg, weg, weg

 

Sneen dalede stille. Pludselig lyste det op, og en hvid svane kom flyvende. På dens ryg sad den smukkeste kvinde. Det var den europæiske menneskeretskonvention. Svanen fløj hen til hoveddøren, der gik op af sig selv. Kulden fik alle socialdemokraterne til at løbe hen til vinduerne.

Da kvinden kom ind i stuen, stillede hun sig hen til statsministeren og sagde: 

 

Beskyttelse af menneskerettigheder er det smukkeste i verden,

Menneskerettigheder er grundlæggende rettigheder og friheder, som individer har over for statens myndigheder. Når stater tilslutter sig aftaler om menneskerettigheder, frasiger de sig en del af selvbestemmelsesretten. De påtager sig nemlig at behandle alle individer på deres landområde i tråd med kravene i konventionerne.

 

Hofjuraprofessoren spillede, men ved synet af den smukke kvinde, stoppede han, hans hjerte blev varmt, og han sang i dur: Nu forstår jeg, hvad menneskerettigheder er. Nu forstår jeg, hvad menneskerettigheder er. To tårer gled ned ad hans smukke kinder.

 

Den lille Nisse, der hørte med fra vitrineskabet var lykkelig, men træt, for nu skulle den på turné igen og sige, at Danmark havde fortrudt sit lumske tiltag, Fælleserklæringen.

 

Da Kvinden satte sig op på svanen, rakte Statsministeren hende fælleserklæringen, og da hun fløj afsted på himlen, dryssede fælleserklæringen ned som stille snefnug.

 

Snip, snap, snude nu er den Fælleserklæring ude!

Skrevet af Anne Albinus